Millionærdatter på bistand: Derfor fik jeg aldrig børn
Anne Mette Beckmann fra dokumentaren ville kun have fået børn, hvis hun var blevet gift. Det blev hun aldrig - men mulighederne har været der.
61-årige Anne Mette Beckmann har levet et luksusliv i udlandet, men er vendt tilbage til Danmark efter pengene slap op.
61-årige Anne Mette Beckmann har levet et luksusliv i udlandet, men er vendt tilbage til Danmark efter pengene slap op. Foto: Scanpix/arkiv


Det er ubeslutsomhed, som har hindret den fallerede millionær-datter, Anne Mette Beckmann fra dokumentaren "Millonær på bistand", i at få børn.

Hun fortæller til Ekstra Bladet, at når hun har været forelsket, så kunne hun mærke, at hun gerne ville have børn - altså, hvis forelskelsen endte med bryllup.

Det er dog aldrig endt med bryllup, selvom mulighederne har været der.

- Jeg var lige ved at blive gift med en rig englænder i Sydfrankrig. Vi har stadig kontakt, men jeg var for perfektionistisk dengang og forlangte alt for meget. Det var ikke realistisk overhovedet, så det gik desværre ikke, siger Anne Mette Beckmann til avisen.

Hun fortæller også, at hun var tæt på en surfer i Californien, men at det heller ikke gik.

Hun har således aldrig været gift og kærligheden har hun heller ikke mødt efter sin tilbagekomst til Danmark, hvor hun forsøger at skabe et nyt liv efter i mange år at have levet på førsteklasse på guldkysten ved Lissabon i Portugal.

Børn larmer

Hun har aldrig fortrudt, at hun ikke fik børn.

- De fleste børn er larmende og irriterende. Jeg kan bedre lide dyr end børn, siger hun til Ekstra Bladet.

På mandag sendes det sidste af tre afsnit af "Millionær på bistand".

I dag er Anne Mette Beckmann bosiddende i København og får førtidspension, som bliver suppleret op, så det svarer til integrationsydelse, skriver Ekstra Baldet.

Fakta om Anne Mette Beckmann

Anne Mette Beckmann boede i Portugal de første 11 år af sit liv. Herefter fulgte otte år i Danmark på Bagsværd Kostskole.

Dernæst boede familien Beckmann 26 år i Frankrig, hvorefter de i 1998 flyttede til Portugal.
Indtil for ti år siden, levede Anne Beckmann et overklasseliv for en stor familiearv.

Da den var brugt, kunne man i TV2-dokumentaren "Millionæren, der mistede alt" fra 2010 følge Anne Mette Beckmann og moderens problemer med at omstille sig til livet i en 2-værelses lejlighed i Portugal.

Anne Mette Beckmann vendte tilbage til Danmark tidligt på efteråret 2015. Hendes mor døde i marts 2015.

Kilde: Ekstra Bladet m.fl.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.