Medarbejdere i teltlejr overfaldet af asylansøger
Tilsyneladende umotiveret gik en asylansøger natten til tirsdag amok på to ansatte i asylcenter.
Thisted Kommune samarbejder efter eget udsagn tæt med Midt- og Vestjyllands Politi, og der er iværksat professionel psykologbistand til medarbejderne.
Thisted Kommune samarbejder efter eget udsagn tæt med Midt- og Vestjyllands Politi, og der er iværksat professionel psykologbistand til medarbejderne. Foto: Scanpix/arkiv


To medarbejdere på asylcenteret Simons Bakke i Thisted blev natten til tirsdag tilsyneladende umotiveret slået ned af en asylansøger.

Det oplyser Lars Sloth, der er direktør i Børne- og Familieforvaltningen i Thisted Kommune.

Overfaldet skete ifølge direktøren omkring klokken 01, da medarbejderne gik en runde i området. Da de nåede sovesalen, blev den ene medarbejder slået i ansigtet og den anden i maven.

- Efterfølgende overmander de øvrige beboere gerningsmanden. Der bliver ringet efter politiet, og han bliver anholdt, siger Lars Sloth.

Direktøren fortæller, at der er tale om en yngre mandlig asylansøger, som for ganske nylig ankom til lejren. Der har ikke tidligere været hverken problemer eller konflikter med manden.

Efter overfaldet blev den ene medarbejder kørt til hospitalet, hvor vedkommende tirsdag formiddag fortsat var indlagt til observation. Der skal dog ikke være tale om alvorlig tilskadekomst.

Ifølge Lars Sloth er det første gang, at medarbejdere i teltlejren, der kan huse 370 beboere, har været udsat for et overfald af denne karakter.

- Derfor er vi meget optaget af at sikre vores medarbejdere fremadrettet. Vi går nu i gang med at gennemgå vores rutiner med henblik på at se, om noget skal ændres, siger han og oplyser, at der er iværksat professionel psykologbistand til de ansatte.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi oplyser kommunikationsrådgiver Jeanette Bylov tirsdag eftermiddag, at manden virkede narkopåvirket, da politiet ankom til stedet.

Hun påpeger desuden, at efterforskningen har vist, at asylansøgeren ud over at bruge sine næver også hamrede sit hoved i mellemgulvet på en af asylcentrets ansatte.

Den efterfølgende afhøring af de to medarbejdere, vidner til episoden samt den mistænkte selv har resulteret i en sigtelse for vold.

Tirsdag eftermiddag blev asylansøgeren fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Holstebro. Her blev han varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.