43-årige Martin Krasnik gik udelukkende på jødiske institutioner som barn. Han blev sendt i den jødiske Carolineskolen, hvor de jødiske leveregler blev efterlevet, og hans klassekammerater havde krøller ved ørerne og bedesjal hængende ud fra skjorten.
Martin Krasnik følte sig anderledes.
’Jeg var nok en dreng med en udpræget bevidsthed om et stort potentiale, som jeg ikke rigtig syntes blev anerkendt eller iagttaget på den rigtige måde af mine omgivelser. Man kan jo selv se, hvordan jeg så ud. Jeg var rødhåret og havde de dér sindssyge briller, som får én til at tænke: Hvordan fanden kunne forældre finde på at proppe sådan nogle på deres barn, som de elskede højt? Og jeg havde bøjle og fortandslæsp. Altså ... det betyder også, at man ikke helt automatisk er den mest populære dreng i skolegården,’ siger Martin Krasnik meget ærligt til FEMINA.
Barbara Moleko havde det meget svært med sin hudfarve, da hun var yngre. Læs om det på Femina.dk
Var ikke fed at hænge ud med
Martin Krasnik følte sig udenfor, og han fik derfor et behov for at markere sig. Når andre ikke kunne se hans store potentiale, blev han nødt til selv at gøre opmærksom på det ved at fortælle historier, være sjov, provokerende og overtage styringen.
Han ville også rigtig gerne have mennesker omkring sig, men det var bare ikke så nemt.
’ Fordi jeg var en nørd. Jeg var bare ikke en, som var fed at have med i byen eller hænge ud med efter håndboldtræning, for jeg så decideret underlig ud, og jeg var meget opmærksom på det, fordi andre mennesker reagerede på den måde, jeg så ud på. Også på den jødiske skole, hvor alle er sortsmudskede og allerede som otteårige får overskæg og pubeshår og hår under armene og overgang i stemmen. Jeg var simpelthen langsom på alle niveauer. Næsten uanset hvor jeg var henne, følte jeg mig en lille smule udenfor,’ forklarer han og uddyber:
’På Carolineskolen var jeg en rødhåret brilleabe både i forhold til de smarte og de religiøse. Når jeg spillede håndbold, var jeg jøden og omskåret. Når jeg kom hjem og spise hos de andre hjemme på villavejen, havde jeg ikke lyst til at spise flæskesteg og svinekød. Så jeg endte ligesom med at være i en kategori for mig selv’.
Læs her, hvad det gjorde ved Iben at være kæreste med prins Joachim – og se billeder af hende dengang og i dag på Femina.dk
Søger stadig anerkendelse
Martin Krasnik søgte nemlig anerkendelsen hele tiden – og han er ikke helt sikker på, at han i dag er stoppet med det.
’Jeg har i hvert fald stadigvæk behov for – hvis det kommer bag på nogen – for at gøre mig bemærket på en måde, som giver mig en eller anden form for anerkendelse. Det er også derfor, kritikken af mig preller fuldstændig af på mig, for i kritikken ligger også en anerkendelse. Alt det dér: ’Dit jødesvin!’ – det er jo også at anerkende mig: ’Du betyder noget’, siger han.
Af redaktionen, FEMINA, Aller Media