En rumænsk kvinde får en godtgørelse på 80.000 kr., efter hun blev fyret som praktikant på et dansk landbrug, mens hun var gravid.
Det har Ligebehandlingsnævnet afgjort. Det fremgår ikke af afgørelsen, hvor i landet den rumænske kvinde arbejdede.
Den rumænske praktikant blev ansat den 1. december 2015. Ifølge sagen blev hun gravid omkring maj og juni 2016 og havde termin 1. marts 2017.
Hun blev fyret den 17. juli 2016.
Landmanden har over for Ligebehandlingsnævnet forklaret, at han ikke var klar over, at praktikanten var gravid. Det handlede om økonomi. Der var brug for at skære ind til benet på grund af den svære tid for mælkeproduktionen i Danmark.
Fyret på en søndag
Men parterne er helt uenige om, hvorvidt mælkebonden kendte til graviditeten, før han opsagde hende på en søndag.
Den rumænske praktikant siger nemlig, at hun blev fyret, da hun fortalte, hun var gravid.
Hun fortæller også, at hun bagefter er blevet kontaktet af en ny medarbejder. Derfor forstår hun heller ikke argumentet om, at fyringen skulle skyldes dårlig økonomi.
Men ifølge landmanden skete der en markant stigning i mælkeprisene, så han kort efter kunne ansætte en ny medarbejder.
Ligebehandlingsnævnet mener dog ikke, at landmanden har formået at dokumentere tilstrækkeligt, at fyringen bundede i dårlig økonomi og ikke i graviditeten. Derfor skal landmanden betale en godtgørelse på 80.000 kr.