Løkke: Vi skal ikke sige "go to hell" til englænderne
Statsministeren efterlyser større fleksibilitet og rummelighed i EU i kølvandet på britisk nej til unionen.
EU skal være der, hvor EU gør en stor forskel, og at EU skal trække sig der, hvor ekstraværdien er svær at få øje på. Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han ankommer til EU-topmødet i Bruxelles.
EU skal være der, hvor EU gør en stor forskel, og at EU skal trække sig der, hvor ekstraværdien er svær at få øje på. Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han ankommer til EU-topmødet i Bruxelles. Foto: Geoffroy Van Der Hasselt/AP


Læren fra den britiske folkeafstemning bør være, at EU-landene udviser en større grad af fleksibilitet og en større rummelighed over for hinanden.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag ved ankomsten til EU-topmødet i Bruxelles.

- Hvis et land har et problem, der er stort for et land og måske mindre for resten af fællesskabet, så bør man få det løst, siger Løkke og peger på Danmarks ønske om en partnerskabsaftale om Europol.

Lars Løkke Rasmussen siger, at EU skal være der, hvor EU gør en stor forskel, og at EU skal trække sig der, hvor ekstraværdien er svær at få øje på.

- Det nytter ikke noget at sige til englænderne: Go to hell, nu skal vi nok vise jer, hvordan man laver et føderalt Europa, siger statsministeren.

- Jeg tror snarere, at lektien bør være, at vi udviser en større grad af fleksibilitet og rummelighed over for hinanden.

Han kritiserer samtidig Europaparlamentet for at diskutere på "et højt retorisk niveau på en måde, der kan skræmme folk væk".

Tirsdag morgen var parlamentet samlet til et ekstraordinært møde med briternes farvel på dagsordenen, hvor bølgerne gik særdeles højt.

Statsministeren håber, at EU's skilsmisseproces med Storbritannien kan være i gang til september, når lederne af de 27 EU-lande, der fortsætter samarbejdet, holder topmøde i Bratislava om fremtiden for EU uden briterne.

- Jeg har en vis forståelse for den situation, Storbritannien er i lige nu. De er kommet i en slags krise. Jeg er interesseret i, at vi får en fredelig skilsmisse, så synes jeg egentligt, det er ret fornuftigt lige at give Storbritannien lidt tid til at tænke sig om, siger Lars Løkke Rasmussen.

Også den britiske premierminister, David Cameron, er ankommet til topmødet.

Tirsdag aften vil han udlægge situationen i Storbritannien for de resterende 27 medlemslande. Men på mødets andendag, når EU's fremtid uden Storbritannien skal debatteres, vil Cameron ikke være til stede.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.