VALG 2015
Løkke om kontanthjælps-case: Har ikke talt med medarbejder
Lars Løkke Rasmussens kontanthjælps-eksempel er blevet mødt af stor undren, men eksemplet er reelt, slår han nu fast. Også selvom han ikke selv har talt med den pågældende medarbejder.
Lars Løkke Rasmussens kontanthjælps-eksempel er blevet mødt af stor undren, men eksemplet er reelt, slår han nu fast. Også selvom han ikke selv har talt med den pågældende medarbejder.
Lars Løkke Rasmussens kontanthjælps-eksempel er blevet mødt af stor undren, men eksemplet er reelt, slår han nu fast. Også selvom han ikke selv har talt med den pågældende medarbejder. Foto: Scanpix


Venstres formand Lars Løkke Rasmussen skød onsdag valgkampen i gang med en case fra en rengøringsvirksomhed i Taastrup.

På sit pressemøde fortalte han om en medarbejder, der valgte at sige op, fordi det ikke kunne betale sig for ham at arbejde set i forhold til, hvad han kunne få udbetalt i kontanthjælp.

Efterfølgende har historien fra Taastrup dog vakt undren hos blandt andre 3F, der ikke har kendskab til det pågældende eksempel.

Samtidig har Ritzau uden held forsøgt at komme i kontakt med virksomheden og den tidligere medarbejder.

Kød og blod

Men eksemplet passer, understreger Lars Løkke Rasmussen i dag.

- Selvfølgelig passer historien. At 3F vælger at kaste sig ind i valgkampen, er vel ikke så overraskende, sagde Lars Løkke Rasmussen torsdag morgen til TV2 News.

Over for mediet understreger han, at han selv har talt med virksomhedens ejer – i øvrigt under deltagelse af pressen.

At han ikke selv har talt med medarbejderen, men altså kun virksomheden, ser han ikke noget problem i.

- Det er at sætte kød og blod på det, vi godt ved i forvejen, lød hans svar til TV2 News med henvisning til, at det ifølge Venstre ikke altid kan betale sig at arbejde i dag.

- Og det er ikke den eneste virksomhed, jeg har hørt den slags historier fra, tilføjede Lars Løkke Rasmussen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.