LO tager konflikten med Ryanair til Billund og Aarhus
Konflikten mellem fagbevægelsen og Ryanair optrappes nu. Også lufthavnene i Billund og Aarhus involveres.
Konflikten mellem Ryanair og LO optrappes nu. Også lufthavnene i Billund og Aarhus involveres.
Konflikten mellem Ryanair og LO optrappes nu. Også lufthavnene i Billund og Aarhus involveres. Foto: KAVALENKAU PAVEL/free


Konflikten mellem Serviceforbundet og Ryanair optrappes nu, efter at det onsdag ikke lykkedes at blive enige om en overenskomst og finde en løsning på den konflikt, som parterne er havnet i.

LO udsender endnu en sympatikonfliktvarsel, hvilket betyder, at også lufthavnene i Billund og Aarhus vil blive omfattet af konflikten. Det siger LO's næstformand, Lizette Risgaard.

- LO's medlemsforbund har nu besluttet at gå den vej, som Arbejdsretten har givet grønt lys til, for at få en overenskomst. Det vil sige, at nu bliver der sendt sympativarsler ud. Sympatihandlingerne vil træde i kraft 18. juli i København og 23. juli i Billund og Aarhus, siger hun.

Ryanair har tidligere truet med, at man vil flytte basen fra København til Kaunas i Litauen, hvis sympatikonflikten indledes. Det vil sige, at Ryanair stadig flyver ruten, men at medarbejderne arbejder fra Litauen og ikke Danmark.

Den manøvre vil blive effektiviseret 14. juli. Altså fire dage før, at sympatihandlingerne i København begynder.

- I det tilfælde vil der ikke noget at lave sympatihandlinger i forhold til. Det må være konsekvensen af det, siger Lizette Risgaard.

Hun ærgrer sig over den udvikling, som sagen har taget, og understreger, at LO forsat håber på en løsning uden konflikt.

- Vi ønsker ikke en konflikt og sympatihandlinger, men vi vil gerne lave en løsning. Vi er rigtigt kede af, at Ryanair blankt har afvist, at indgå en overenskomst med serviceforbundet, siger Risgaard.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.