Vi skal være tilfredse.
Det er budskabet fra LO-formand, Harald Børsting, til kritikerne i fagbevægelsen af den nye aftale om dagpenge. I en tale til de delegerede på LO’s kongres i Aalborg har Harald Børsting lige sagt:
- Jeg er ikke i tvivl om, at vi også denne gang har skabt et godt resultat for vores medlemmer. Og samtidig har vi styrket vores danske model. Det skal vi være tilfredse med.
Udtalelsen skal ses i lyset af, at blandt andre formændene for fagforbundene FOA og HK har kritiseret den aftale om dagpenge, som Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti indgik i torsdags.
I sin beretning til kongressen fremhævede Harald Børsting, hvad han ser som store fordele ved det kommende dagpenge-system.
- Vi står over for et bedre dagpengesystem end det, vi har i dag. Flere vil få en længere dagpengeperiode. Færre vil opbruge deres dagpengeret. Der tilføres yderligere 300 millioner kroner, sagde Harald Børsting.
Han mener, at de nye dagpenge er ”mere rimelig”, og han er ”tilfreds” med, at dagpengekommissionens anbefalinger er fulgt.
Fedtede politikere
Selv om Harald Børsting generelt er godt tilfreds, er der dog et punkt, hvor han ikke klapper i hænderne.
- Det ærgrer mig, at politikerne ikke evnede at tage mere ansvar for det dårlige system, de i al hast fik skabt i 2010, sagde Harald Børsting.
Han henviste dermed til det forlig om en dagpengereform, der blev indgået i 2010. Det forringede dagpengene markant, og det har politikerne ifølge Harald Børsting med den nye aftale ikke i tilstrækkeligt grad rådet bod på.
Stod det til LO-formanden, skulle der være postet 600 nye millioner kroner i dagpenge-systemet. Og ikke kun de 300 millioner, som den nye aftale indeholder.
- Jeg synes simpelthen, at politikerne har været nogle fedterøve, sagde Harald Børsting.
Han mener, at politikerne har skåret for dybt i satsen til nyuddannede, som bliver ledige.
Til gengæld er han glad for, at politikerne ikke fulgte dagpengekommissionens anbefaling om at lave otte karensdage – altså dage uden dagpenge – om året. I stedet havnede det på tre dage, som forslået af hovedorganisationerne LO og FTF.
- Jeg er tilfreds med, at politikerne har fulgt vores klare melding om karensdage, sagde Harald Børsting.
'Hvad Fanden laver du Harald?'
Efter aftalen i torsdags er Harald Børsting blevet kontaktet af mange folk inden for fagbevægelsen.
- Jeg er blevet spurgt, 'hvad Fanden er det du laver med de karensdage, Harald?' Hertil har jeg så forklaret, at vi lavede en strategisk vurdering i LO's ledelse, fortalte han.
Tre ting talte ifølge Harald Børsting for karensdagene.
- Vi tror ikke på, at Enhedslisten kunne skaffe de 1,3 milliarder kroner, som alle de ønskede forbedringer i dagpenge-systemet koster.
- Hvis man vil have indflydelse på de gode ting, må man også være med til at skaffe finansieringen.
- Professorerne i dagpenge-kommissionen ville lave et system med faldende dagpengesatser over tid. Det kunne vi ikke være med til, for så ville dem, der går ledige længst, jo komme til at bære en urimelig stor del af byrden.
Afsluttende sagde han om karensdagene:
- Selv om det aldrig er sjovt at tage noget fra nogen, så var det her i situationen det mest fornuftige valg.
Debatten blandt de 400 delegerede på kongressen i Aalborg vil nu vise, hvad baglandet i LO-fagbevægelsen mener om den nye dagpenge-aftale.