Læger og sygeplejersker vil give patienter magt
Patienter på danske sygehuse skal inddrages mere i deres behandling. Regeringen er parat med 300 millioner.
Patienterne skal fremover i højere grad inddrages i beslutninger om egen behandling. ARKIV.
Patienterne skal fremover i højere grad inddrages i beslutninger om egen behandling. ARKIV. Foto: BERG PEDERSEN MIKKEL/POLFOTO


Det skal være slut med, at overlægen er kongen, skriver Politiken torsdag. Patienten skal være herre i eget liv og skal derfor i langt højere grad inddrages i tilrettelæggelsen af behandlingen.

Sådan lyder meldingen fra både Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd og Danske Patienter, som er enige om, at fagfolkene har for meget at skulle have sagt på danske sygehuse.

Erfaringer fra forsøg viser, at det fører til både højere kvalitet i behandlingen, større patienttilfredshed og besparelser i sundhedsvæsenet, hvis patienternes egne observationer og erfaringer inddrages mere.

Hvad der er den rigtige behandling for den ene patient kan være helt forkert for den anden, selv om de fejler præcis det samme. Det afhænger af deres livssituation, og den bliver der slet ikke taget nok hensyn til i sygehusvæsenet i dag, mener de tre organisationer.

Derfor går de nu ud med et fælles opråb til politikerne for at få ændret strukturer i sundhedsvæsenet, som hæmmer patientinddragelsen, skriver Politiken.

Først og fremmest lægger de op til et opgør med den måde, pengene fordeles på i sygehusvæsenet i dag. Jo flere patienter, hospitalerne kan behandle, jo flere penge får de. Derfor er der som hovedregel kun afsat mellem 10 og 15 minutter til en samtale med patienten.

- Den ordning modarbejder det, som både sundhedspersonalet og patienterne gerne vil: at der bliver lyttet mere til patienten, siger Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen, til Politiken.

Ud over en reformation af takstsystemet peger de tre organisationer på, at der skal undervises i patientinddragelse på uddannelserne, at der skal afsættes midler til forskning og til deling af den viden, der allerede findes.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) er lydhør over for de tre organisationers pointer, og regeringen har foreslået, at der afsættes 300 millioner kroner til området på den kommende finanslov.

- Jeg er meget enig i de ting, organisationerne peger på skal ændres. De 300 millioner skal bruges til at sikre den kulturændring på tværs af hele sundhedsvæsenet, der skal til, hvis det her skal lykkes, siger sundhedsministeren til Politiken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.