- Vi skal rette vores skyts mod systemet, så den enkelte borger ikke kommer til at føle sig sat i en gabestok.
Sådan lyder det fra Laura Lindahl, der er beskæftigelsesordfører for Liberal Alliance.
Hendes udmelding kommer efter, Line Lazarus, der er kontanthjælpsmodtager og blogger hos Avisen.dk, i et indlæg fredag omtalte et billede, hun havde postet på Facebook. Billedet forestillede hendes aftensmad, og havde fået en af hendes Facebook-venner til at advare hende om, at det kunne få hende til at fremstå som alt for velhavende og ressourcestærk.
Kommentaren fik hende til at tænke over, om hun krævede for meget af systemet, og da hun nogle dage efter igen lagde et billede op af dagens aftensmad, følte hun, at hun skulle forsvare at have brugt børnechecken på netop det måltid.
”Jeg brugte alle - hver en krone - af børnepengene på mad. Rub og stub. Og jeg købte også en pakke kylling. Som min teenager lavede chicken tikka masala af. Hun er en ørn i et køkken, og hun nyder det. Jeg var simpelthen så stolt af hendes præstation, at jeg igen postede et madbillede. Og det, der så skete, var, at jeg, umiddelbart efter jeg havde trykket “offentliggør”, fik mavepine. Dårlig samvittighed. Skam. Og jeg følte, at jeg skulle forsvare retten, valget, økonomien,” skriver hun således i indlægget.
Ifølge Laura Lindahl skal det ikke være sådan.
- Selvfølgelig skal hun ikke føle skam ved at ligge billeder op på Facebook. Hun skal prioritere sin økonomi, som hun (Line Lazarus, red.) vil, siger Laura Lindahl og tilføjer:
- Fordi meget af det, vi får, er skattefinansieret, er et af problemerne med velfærdsstaten, at vi er begyndt at blande os rigtig meget i, hvad vi hver især bruger vores penge på. Lige pludselig har folk holdninger til, hvad folk køber ind, og hvordan man lever sit liv. Det er en kedelig slagside ved velfærdssystemet, som vi skal bevæge os væk fra.
Laura Lindahl mener, at der generelt er kommet for meget fokus på at eksemplificere debatten omkring offentlig forsørgelse, så det bliver enkelte personer, så som fattig-Karina, der bliver hængt ud, frem for systemet.
- Jeg vil hellere tale om de mere overordnede incitamenter i systemet, siger hun og pointerer, at det dog også er meningen, at Line Lazarus skal føle sig ramt rent økonomisk.
- Hvis hun (Line Lazarus, red) bliver ramt af kontanthjælpsloftet, så vil hun også kunne mærke det. Det er målet. Men det er ikke for at straffe hende personligt. Det sker fordi, vi ændrer nogle strukturer i samfundet, Vi er jo interesserede i at presse denne målgruppe lidt på økonomien, så de søger lidt bredere og hurtigst muligt kommer i arbejde, siger Laura Lindahl.
At Line Lazarus er kronisk syg og derfor ikke har helt så let ved at finde et arbejde, mener Laura Lindahl er en opgave for kommunen at håndtere.
- Det er vores tanke, at man ikke skal være for længe i det her system. Så der har vi en opgave i at sikre, at kommunerne er rigtig gode til at hjælpe de her mennesker, så de ikke sidder fast i systemet, siger hun.