Kristian Jensen: Carl Holst-ballade skyld i Venstres nedtur
Personsager koster altid i meningsmålingerne, siger Venstres næstformand, Kristian Jensen, til TV2 News.
- I Venstre er det altid sådan, at hvis vi taler personsager, så falder vi i meningsmålinger. Snakker vi politik, så stiger vi, siger Venstres næstformand.
- I Venstre er det altid sådan, at hvis vi taler personsager, så falder vi i meningsmålinger. Snakker vi politik, så stiger vi, siger Venstres næstformand. Foto: Scanpix arkiv


Uheldig opmærksomhed om Danmarks tidligere forsvarsminister Carl Holst (V) er skyld i den vælgerlussing, som Venstre fik ved den seneste meningsmåling, hvor partiet røg fra 20 til 17 procent.

Det siger udenrigsminister og næstformand i Venstre, Kristian Jensen, til TV2 News. Meldingen kommer i et nyt politisk magasinprogram på TV2 News med de to politiske kommentatorer Peter Mogensen og Michael Kristiansen.

- Jeg oplevede selv at komme ud fra Udenrigspolitisk Nævn sammen med Carl Holst, og vi havde taget en beslutning om at øge Danmarks engagement i kampen mod Isil (Islamisk Stat red.). Vi fik lov til at sige en sætning, og så var der fokus på personsager og ikke på politik, siger Kristian Jensen ifølge nyhedskanalen.

- I Venstre er det altid sådan, at hvis vi taler personsager, så falder vi i meningsmålinger. Snakker vi politik, så stiger vi, siger Venstres næstformand.

Carl Holst valgte tirsdag at træde tilbage fra posten som forsvarsminister efter flere uheldige sager.

Senest har sagen om, at Carl Holst angiveligt brugte Region Syddanmarks daværende ansatte Christian Ingemann Nielsen som sin personlige hjælper i forbindelse med valgkampen, overskygget alt.

Det har også skabt røre, at Carl Holst som aftrådt regionsrådsformand fik et eftervederlag, selvom han samtidig fik ministerløn. Holst nægtede først at afstå pengene, men efter pres gav han sig og afstod det delvist.

Torsdag 24. september viste en meningsmåling, som Megafon har foretaget for TV2 og Politiken, at Venstre gik fra 20 til 17 procent af stemmerne. Det er den værste meningsmåling for Venstre siden juni 2014.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.