Først blev Mammar Bast trukket op til 3.000 kroner i kontanthjælp om måneden i over et år. Nu får hun pludselig fuld kontanthjælp i 20 dage, og så bliver hun trukket igen.
Måske får hun også de penge tilbage, hun blev trukket for sidste år, men det får hun først besked om engang inden 1. juni.
- Det er noget rod, at det skal tage så lang tid at rette op på kommunens fejl. De var da ellers rigtig hurtige til at trække pengene, da loven blev indført, siger hun.
Mammar Bast er hendes Facebooknavn, for hun vil gerne være anonym.
Hun og hendes kæreste er et af de 1.700 par, der venter på, at Københavns Kommune er færdige med at rydde op i de mange sagsbehandlingsfejl, der blev begået, da papirløst samlevende blev pålagt at forsørge hinanden ligesom ægtepar. Den lov blev indført 1. januar 2014.
Mammar Bast og hendes kæreste har tre børn. Hun kom for år tilbage på kontanthjælp, fordi det ene af børnene var syg ved fødslen og måtte gennem mange behandlinger, så hun ikke kunne arbejde. Efterfølgende blev hun selv ramt af sygdom, som hun er ved at blive udredt for.
Aner ikke, hvor sagen ender
Hendes kæreste har lige fået arbejde, men i hele 2014 har han haft forsørgelsespligt for hende, mens han var på dagpenge. Det betød, at hun fik mellem 1.000 og 3.000 kroner mindre om måneden. Tilsammen havde de omkring 21.000 kroner om måneden.
- Med tre børn er det svært. Reelt har det betydet, at min mor har forsørget os det sidste år, siger Mammar Bast.
Men lige nu aner Mammar Bast ikke, hvordan familiens sag ender. Hun har selv klaget til Ankestyrelsen og kommunen, da hun via en Facebook-gruppe blev klar over, at der var fejl i deres sag.
- Jeg synes ikke, at det er i orden, at der har været så meget uvished, og at kommunen ikke havde styr på tingene fra starten, siger hun.
Økonomi bliver ikke bedre af arbejde
Indtil videre har hun fået brev om, at hun får fuld kontanthjælp fra april, fordi de på grund af fejlene ikke er omfattet af gensidig forsørgelsespligt. Fra omkring 20. april gælder forsørgelsespligten igen, fordi familien nu har fået en ny korrekt afgørelse.
Der står også i brevet fra kommunen, at familien inden 1. juni får svar på, om fejlen betyder, at de får efterbetalt de penge, de blev trukket sidste år.
- Hvis vi får dem, vil jeg først og fremmest betale min mor tilbage, om hun vil det eller ej, og så kan vi holde en sommerferie, siger hun.
Får de ikke penge efterbetalt, bliver der ikke nogen ferie. For selvom hendes kæreste har fået arbejde, vil familiens økonomi se ud som den plejer.
For de penge, han tjener, betyder bare, at hun på grund af forsørgelsespligten får trukket en større del af sin kontanthjælp, end da han var på dagpenge.
- Så vi har stadig 21.000 kroner ligesom før, og så tjener han for meget til, at vi kan få boligstøtte, siger hun.