København skal have en bilfri søndag
Borgerrepræsentationen i hovedstaden har i aften stemt ja til et forsøg med en bilfri søndag til september.
Det er slut med trængsel i København. Hvert fald en enkelt søndag til september.
Det er slut med trængsel i København. Hvert fald en enkelt søndag til september. Foto: Colourbox.dk/free


En bilfri søndag lyder måske som noget fra 70'erne. Ikke desto mindre er det en realitet, at København til september igen får en bilfri søndag. Dog kun en enkelt en af slagsen.

Københavns Borgerrepræsentation stemte her til aften om at indføre et forsøg, hvor man en enkelt dag kan opleve København uden biler.

Dagen falder en søndag i september 2016, og bliver et bidrag til den europæiske mobilitetsuge.

Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø) ser frem til forsøget.

- København melder sig ind i en klub af europæiske storbyer, der laver de her forsøg for at vise, hvordan man kan bruge byen, hvis der ikke er biler, siger han.

- Idéen er, at vi skal kunne gå rundt og mærke København. Vi skal kunne se, hvordan vores stræder ser ud uden biler, siger Morten Kabell.

Spørgsmål: Er dit mål, at der en dag ikke skal være biler i København?

- Jeg vil gerne have en by, hvor man ikke behøver at have en bil. Man skal hurtigere og lettere kunne komme rundt med sin cykel eller den kollektive trafik. Og dem, der så er afhængige af en bil, de kan komme rundt meget nemmere, siger Morten Kabell.

Han peger desuden på, at der er 500 dødsfald forbundet med den københavnske luftforurening hvert år. Et tal, der ifølge Morten Kabell ikke bliver nedbragt, før København får skruet ned for antallet af biler.

Morten Kabell ved ikke, hvad den bilfri søndag kommer til at koste, men han har sat forvaltningen i gang med at regne på forskellige modeller for afholdelse af dagen.

Hos Venstre mener man, at en bilfri søndag bliver til gene for byens borgere.

- Venstre er lodret imod en bilfri dag i København. Der er i forvejen mange dage om året, hvor byen er spærret af på grund af diverse store begivenheder, for eksempel når der er halvmaraton.

- Det her initiativ er rendyrket symbolpolitik, siger Jens-Kristian Lütken, medlem af Københavns Borgerrepræsentation (V).

I Europa har blandt andet Bruxelles og Paris indført lignende tiltag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.