Khader: Politikere må tale mere om religion
Så længe religionen ikke styrer de politiske holdninger, er det fint, at politikere vedkender sig deres tro.
Naser Khader bakker sin partifælde op, når det kommer til at have mere kristendomsundervisning i skolerne.
Naser Khader bakker sin partifælde op, når det kommer til at have mere kristendomsundervisning i skolerne. Foto: NIELS HOUGAARD/POLFOTO


De konservatives politiske ordfører Mai Mercado har på en ellers påskestille langfredag sat de politiske sind i kog med en kronik i Berlingske, hvori hun erklærer, at kristendommen er bedre end andre religioner.

Men mens reaktionerne på det sociale medie Twitter mest er kritiske over for Mercado, så bakker hendes partifælle, folketingskandidat Naser Khader, ubetinget op, til trods for at han selv bekender sig til en anden religion, nemlig islam.

- Der er ikke noget galt i at sige, at jeg er glad for min religion, men de religiøse argumenter skal ikke styre det politiske, fastslår Naser Khader.

- Du må gerne være troende som politiker, men du skal ikke argumentere for din politik ud fra Biblen, og det er jo heller ikke det, hun gør, tilføjer han.

Khader er enig med Mai Mercado i, at der er behov for at være kritisk over for islam. Og han ser heller ikke noget problem i hendes ønske om at lade kristendommen fylde mere, for eksempel i form af flere undervisningstimer i folkeskolen.

- Jo mere de ved om religionerne, jo bedre, siger han.

Naser Khader ser heller ikke noget kontroversielt i kronikkens overskrift "Kristendommen er bedre end islam".

- Min religion er bedst. Det siger alle. Hvis man synes, at andre religioner er bedre end ens egen, så må man konvertere til dem, siger han.

Khader, der gennem mange år har gjort sig bemærket som en markant værdipolitiker, er for nylig blevet master i teologi fra Københavns Universitet. Og han ser gerne, at politikere taler mere om religion, så længe de ikke argumenterer for deres politik ud fra religiøse læresætninger.

- Danskerne er himmelråbende uvidende om kristendommen. De fleste forbinder ikke påsken med kristendom, de forbinder den med havearbejde. Så det er godt med en opsang, lyder det fra Naser Khader.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.