Kendt familieguru: Stop trykknap-hetzen
Pædagogerne skal ikke vurderes på, hvor mange trykknapper, de har knappet i dag, mener familievejleder Lola Jensen.
384 trykknapper. Så mange skal en vuggestuepædagog knappe hver dag, har familievejleder, Lola Jensen, regnet sig frem til.
384 trykknapper. Så mange skal en vuggestuepædagog knappe hver dag, har familievejleder, Lola Jensen, regnet sig frem til. Pelle Rink/Scanpix


Debatten om vuggestuepædagoger, der ikke vil knappe alle knapperne i børnenes tøj, fordi det er hårdt for deres tommelfingre, er kommet helt ud på et sidespor.

Det mener familievejleder Lola Jensen, der er kendt fra TV2's Go Morgen Danmark. Hun opfordrer nu forældrene til at stoppe hetzen mod pædagogerne.

"Debatten er jo blevet helt forskruet, når det bliver til et spørgsmål om, at pædagogerne er dovne," siger hun til Avisen.dk.

Hun har skrevet et langt indlæg på sin facebook-side, hvor hun tager pædagogerne i forsvar. Det har allerede fået over 1.000 likes.

"Det her handler om, at personalet giver forældrene et praj om, hvordan de kan spare noget tid, som de i stedet kan bruge sammen med børnene," siger hun.

Giv lige et nap med

Lola Jensen har lavet et regnestykke, der viser, at en vuggestuepædagog hver dag skal knappe 384 trykknapper.

Læs også: Se regnestykket: Her er pædagogernes knap-mareridt

Den tid, de trykker på knapperne, kunne de bruge meget bedre, mener hun.

"Ej, hvor tager det lang tid. Så jeg forstår ikke, at forældrene ikke lige giver et nap med, hvis det betyder, at deres barn får et ekstra smil," siger hun.

Lola Jensen synes, det er ærgerligt, hvis det første, forældrene lægger mærke til, når de henter deres barn, er, hvor mange af knapperne, der er knappet.

"De ser først på, hvordan børnene ser ud, hvor meget de har spist og sovet og hvor mange tegninger, de har lavet," siger hun.

Først på femtepladsen spørger forældrene til de vigtige ting.

"Det vigtige er jo det sociale og nærvær, indlevelse, omsorg, fordybelse, hensyn til hinanden og personalets nærhed. Det er jo det, man skal vurdere pædagogerne på," siger hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.