Pædagog-Anne: Børnene skal da have knappet deres tøj
Stressede pædagoger kan godt opleve de mange trykknapper i børnenes tøj som et problem. Men at lade være med at knappe dem løser ikke problemet med, at der er for få pædagoger og for mange børn, lyder det fra Anne Geertsen, der selv arbejder i vuggestue.
At pædagogerne har for travlt er ingen undskyldning for at lade være med at knappe børnenes tøj, mener vuggestuepædagog Anne Geertsen
At pædagogerne har for travlt er ingen undskyldning for at lade være med at knappe børnenes tøj, mener vuggestuepædagog Anne Geertsen Privatfoto


Det er ikke i orden, når pædagoger nægter at knappe børnenes tøj, fordi de får ondt i fingrene af det. Det mener Anne Geertsen, der er pædagog i vuggestuen Ventemøllegaarden i Dianalund.

Hun reagerer på den debat, der har raset de sidste uger, siden P4 København kunne fortælle, at pædagogerne i flere københavnske vuggestuer kun knapper den ene knap i børnenes tøj, hvis der er for mange trykknapper.

"Hvis jeg fandt mine egne børn med tøj, der ikke var knappet, så ville jeg da også blive fortørnet," siger hun.

Læs også: Kendt familieguru: Stop trykknap-hetzen

Trykknapper er da smarte

Anne Geertsen kan ikke genkende billedet af, at pædagogerne i vuggestuerne bruger for meget tid på at knappe børnenes tøj.

"Jeg oplever det ikke som noget problem. Det er jo kun de små, der har bodystocking på, og det er jo meget smart, når de bruger ble," siger hun.

For Anne Geertsen er det ikke spild af tid at lukke trykknapper.

"Det kan godt være, det tager ti sekunder længere, men det er så 10 sekunder, hvor man har barnet for sig selv, og det kan der også være kvalitet i," siger hun.

Samarbejde frem for krav

Argumentet med, at pædagogerne får ondt i fingrene af trykknapperne, er for tyndt, når det ikke er videnskabeligt bevist, mener Anne Geertsen.

Læs også: Pædagoger til forældre: Vi får slidgigt af børnenes knapper

Det er til gengæld i orden at sige til forældrene til de lidt større børn, at det er upraktisk med trykknapper, fordi børnene selv skal lære at tage deres tøj af og på.

"I stedet for bare at stille krav til forældrene, skal vi fokusere på dialogen og samarbejdet om, hvordan vi skaber de bedste rammer for børnene. Det kommer vi længst med," siger hun.

Ikke forældres ansvar

Anne Geertsen tror, der gemmer sig et andet og større problem bag debatten om trykknapper. At der hele tiden bliver skåret i normeringen i landets vuggestuer, så der bliver færre voksne per barn.

"Hvis man har travlt med at komme videre til det næste, kan de mange trykknapper blive et problem. Men færre knapper løser jo ikke den store problematik med, at der er for få pædagoger til for mange børn," siger hun.

Derfor sigter pædagogerne forkert, når de skyder på forældrene. For pædagogernes arbejdsmiljø er noget, der skal arbejdes med i institutionen og politisk.

"Det er jo ikke forældrenes ansvar, ligesom det ikke er mit ansvar som kunde at forbedre arbejdsmiljøet i Netto," siger hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.