Italien samler næsten 1000 flygtninge op
Mindst 10 migranter er omkommet under sejlturen fra Nordafrika til Italien, men knap 1000 er reddet i land.
I løbet af 24 timer har kystvagten reddet i alt 941 migranter, der forsøgte at nå til Italien.  Arkivfoto.
I løbet af 24 timer har kystvagten reddet i alt 941 migranter, der forsøgte at nå til Italien. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Mindst 10 migranter er druknet i forsøget på at nå til Italien, efter deres båd kæntrede på Middelhavet.

I alt var der omkring 130 mennesker om bord i båden, som var stævnet ud fra Libyen. De øvrige migranter blev reddet af et af den italienske kystvagts skibe, der i forvejen havde 318 migranter om bord.

Det oplyser den italienske kystvagt, som har haft et travlt døgn.

I løbet af 24 timer har kystvagten reddet i alt 941 migranter, der forsøgte at nå til Italien. Blandt dem er 30 børn og 50 kvinder, hvoraf en er gravid.

I sidste måned omkom over 300 mennesker inden for en enkelt uge i forsøget på at sejle fra Nordafrika til Italien.

Den italienske kystvagt siger, at den foretog i alt syv redningsaktioner knap 100 kilometer fra de libyske kyster. Det skete med hjælp fra et italiensk flådefartøj, som er en del af EU's grænsekontrol Triton, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

De italienske myndigheder siger, at de mange migranter, der er reddet i land, kommer fra Syrien, Tunesien, Libyen, de palæstinensiske områder og Afrika syd for Sahara.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.