Hvem styrer ved grillen? Far er mesteren - synes han selv
Det er oftest mændene, der står bag grillen i de små hjem. Men hvor ofte? Det er mænd og kvinder ikke enige om.
Grilltjansen er en mandetjans. I hvert fald hvis man spørger mændene. Kvinderne er dog lidt mere nuancerede.
Grilltjansen er en mandetjans. I hvert fald hvis man spørger mændene. Kvinderne er dog lidt mere nuancerede. Foto: Scanpix/modelfoto


Sommeren er over os, og det er så sikkert som amen i kirken, at regnen vælter ned, og at danskerne alligevel slynger læssevis af kødstykker og grøntsager på grillen.

Men er det stadig fædrene, der bevæbnet med grilltang og dåseøl står for at tilberede den glødende gourmet? Det har Avisen.dk undersøgt. Men svaret er ikke helt til at blive klog af. For i de små hjem er der tilsyneladende ikke rigtig enighed om, hvem der står for grilltjansen.

I en repræsentativ undersøgelse foretaget af analysebureauet Wilke for Avisen.dk viser det sig, at det i 72 procent af familierne er manden, der jonglerer med røde bøffer, sprøde pølser og sydende majs.

Hvis altså man spørger mændene.

Spørger man i stedet kvinderne, er det kun i 55 procent af familierne, at mændene står for grillen. Kvinderne synes nemlig langt oftere, at det varierer, hvem der tager tjansen.

Svaret på, hvem der griller derhjemme, varierer altså med 17 procentpoint alt efter, om det er mænd eller kvinder, man spørger. 

Weber: Flere kvinder ved grillen

Men er det så mændene, der er lidt store i slaget og overvurderer, hvor ofte det rent faktisk er dem, der leverer sprøde pølser og andet godt fra gløderne? Spørger man den kendte grillproducent Weber, så er grillen stadig først og fremmest et mandeprojekt.

- Det er svært at sætte procenter på, men jeg er ikke i tvivl om, at det hos størsteparten af familierne er manden, der står for grillen. Lidt populært sagt er det ofte manden, der står ude ved grillen, og kvinden, der snitter grøntsager i køkkenet. Men jeg tror, der er gang i en tendens, hvor der bliver rykket ved det forhold, mener Søren Rimmen, PR-manager hos Weber.

Det ses blandt andet blandt brugerne af Weberklubben, som er et online-netværk for grillentusiaster.

- Tidligere var grillen mandens sidste bastion, men mit indtryk er, at det er ved at rykke sig. I Weberklubben ser vi, at der kommer flere og flere spørgsmål fra kvinder. Samtidig ser vi en langt større interesse for at grille grønt, og det er måske noget, som kvinderne generelt interesserer sig lidt mere for, siger Søren Rimmen fra Weber.

Kvinder vil have grillen med

I byggemarkedskæden Bauhaus bliver der solgt masser af grills og grilludstyr. Men heller ikke her er der noget bud på, hvorfor mænd og kvinder er uenige om kønsfordelingen bag grillen. Også her oplever man, at det oftest er mænd, der står for kul og pølser. Men samtidig er kvinderne langt oftere med til at beslutte, hvad der skal investeres i.

- Der en tendens til, at de her grills bliver større og større. Skal man have så stort et skrummel, er det tit en fælles beslutning, for de er meget dyre, og folk bruger dem tit hele året, forklarer Jesper Dalgaard-Jensen, marketingchef i Bauhaus.

Generelt er det oftest mændene, der bliver grill-entusiaster. Men kvinderne griller mere og mere, oplever de også i Bauhaus.

- Det er blandt andet fordi, det er populært at tage grillen med sig, for eksempel på stranden eller på picnic. Tidligere skulle man have kul, optændingsvæske og en alt for stor grill med. Men nu findes der modeller, der er små, som bliver kolde hurtigere og er nemmere at tage med. Det appellerer lidt mere til vores kvindelige kunder, siger Jesper Dalgaard-Jensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.