Carl-Mar Møller advarer: Dumt at lade kvinden grille
Det er katastrofalt for sexlivet og parforholdet at lade kvinden stå bag grillen, advarer Carl-Mar Møller.
Selvom kvinden finder det morsomt at grille pølser, så bør hun vige pladsen for manden, råder Carl-Mar Møller. 
Selvom kvinden finder det morsomt at grille pølser, så bør hun vige pladsen for manden, råder Carl-Mar Møller.  Foto: Bax Lindhardt/Scanpix/Arkiv


Sommertid er grilltid. Men inden du lægger kul på grillen, så sørg for at have tjek på arbejdsfordelingen. 

Det kan nemlig have stor stor betydning for dit sexliv og parforhold, hvem der står bag grillen og vender bøfferne. 

- Med mindre manden i forvejen er meget maskulin, er det ikke smart, at det er kvinden, der griller, siger den kendte debattør og praktiserende kroppsyke-terapeut Carl-Mar Møller.

Han anbefaler, at manden er grill-master, og at kvinden holder sig i baggrunden. 

- Det har været hans opgave i tusindvis af år. Det er meget maskulint at tænde grillen, og det meget vigtigt, at det er manden, der gør det, forklarer han.

Måling: Mænd styrer grillen 

I en meningsmåling, lavet af analysebureauet Wilke for Avisen.dk, svarer 72 procent af mændene da også, at de styrer grillen.

Men den fordeling er kvinderne ikke helt enig i. Kun 55 procent at dem svarer, at det er manden, der står bag grillen. 

Den skæve opfattelse af hvem, der vender bøfferne, kan hænge sammen med, at manden ser grillen som hans domæne, som han for alt i verden må holde fast i, forklarer Carl-Mar Møller. 

Og manden gør klogt i at beholde grillhandsken på. For grill handler ikke bare om bøf og sommerhygge. 

Grillen er seksuel 

Ifølge Carl-Mar Møller vækker det kvinders begær, både følelsesmæssigt og seksuelt, når mænd tænder op for grillen. 

- Det er vores reptil-hjerne, der sætter ind. Manden er handlekraftig og gør noget med flammer. Og kvinden tænder på manden, der tænder op i grillen, forklarer han. 

Og vover kvinden at indtage mandens plads bag grillen, ja så visner både manden og kvindens begær. Med mindre manden i forvejen er særlig maskulin af natur.

- Er du er kontormand eller it-mand, så går det slet ikke, siger Carl-Mar Møller. 

Han vil råde mænd, hvis kvinder har indtaget pladsen bag grillen, til at kompensere ved eventuelt at hugge noget brænde eller sætte et telt op imens. 

Manden er blevet for behagesyg

For et godt parforhold handler om balance, hvor begge parter styrer lige meget, forklarer Carl-Mar Møller.

Han mener, at nutidens mand skal passe på ikke at lade kvinden tage styringen i forholdet. 

- I dag er der rigtig mange par, hvor manden er blevet for neutral, for gennemsigtig og for behagesyg. Han er en omvandrende døgnkiosk og kvinden styrer for meget, siger Carl-Mar Møller.

Og når kvinden styrer for meget, så mister hun begæret for sin mand. Og han mister begæret for hende, og så ser det sort ud for parforholdet, forklarer Car-Mar Møller, der slutter af med sloganet: 

- Kærlighed er Gud, viden har magten. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.