Hidsig ordkrig: I sylter social dumping, S
EU-parlamentariker fra Dansk Folkeparti angriber Jeppe Kofod og Ole Christensen for at stemme imod forslag, der kan bekæmpe social dumping. Socialdemokraterne kalder forslagene tom symbolpolitik.
Det fyger med beskyldninger om politisk hykleri mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. For begge partier var kampen mod social dumping et hovedtema ved sidste års valg til Europa-Parlamentet. Her er det Jeppe Kofod (S) i aktion.
Det fyger med beskyldninger om politisk hykleri mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. For begge partier var kampen mod social dumping et hovedtema ved sidste års valg til Europa-Parlamentet. Her er det Jeppe Kofod (S) i aktion. FOTO: Polfoto/Miriam Dalsgaard


De har svoret at arbejde for at bevare danske arbejdspladser med ordentlige lønninger, men stemmer imod forslag, som skal bekæmpe social dumping.

Sådan lyder den kritik, som EU-parlamentarikeren Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti retter mod de socialdemokratiske parlamentsmedlemmer Jeppe Kofod og Ole Christensen.

- Det trælse er, at de fra starten har været meget optaget af at sige, at det er dem, som står for social dumping, mens Dansk Folkeparti er fuldstændig ligeglade. Så er det da dumt, at de ikke stemmer for løsningsforslag, som kan forbedre forholdene omkring social dumping, siger Anders Vistisen.

Støttekroner truer danske slagterijob

Anders Vistisen peger på tre konkrete eksempler, hvor han mener, at Jeppe Kofod og Ole Christensen har spændt ben for kampen mod social dumping.

I oktober fremsatte en anden dansk parlamentariker, Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU, et forslag, som krævede overholdelse af et allerede gældende princip om, at EU's strukturfonde ikke må bruges til at støtte projekter, der fører til udflytning af arbejdspladser fra for eksempel Danmark til Polen.

Læs også: EU-penge smadrede danske arbejdspladser

Jeppe Kofod og Ole Christensen stemte imod. Det stemte også nej til at droppe EU-støtten til dyretransporter, som indirekte gør det billigere at slagte danske dyr i udlandet - og dermed truer danske slagteriarbejdspladser.

Læs også: Hollandsk løsning kan bremse fyringer på dansk slagterier

Anders Vistisen kritiserer også de to socialdemokrater for at stemme imod, da ECR-gruppen, som Dansk Folkeparti tilhører, i oktober forsøgte at få bragt social dumping på dagsordenen ved parlamentets samling.

Overflødig symbolpolitik?

Både Jeppe Kofod og Ole Christensen understreger, at de aldrig ville stemme imod lovgivning, der bekæmper social dumping eller udflytning af arbejdspladser.

- Jeg kan totalt afvise DF's grundløse og useriøse angreb. Jeg lægger mine kræfter i lovgivningsarbejdet, og at lægge maksimalt pres på Europa-Kommissionen for at få stoppet ulovlig støtte til udflytning af arbejdspladser. Ikke i at støtte virkningsløse meningstilkendegivelser i ikke-lovgivende tekster, siger Jeppe Kofod.

Forslagene om strukturfonde og dyretransporter er ikke-lovgivende meningstilkendegivelser - og dermed overflødig symbolpolitik, mener de to socialdemokrater.

Læs deres forklaring her

- Vi har ikke brug for tom symbolpolitik. Det, der er behov for, er rigtige ændringer, som betyder noget uden for Europa-Parlamentets mure, siger Ole Christensen.

Påstanden om, at den socialdemokratiske gruppe skulle have stemt imod at bringe social dumping op i parlamentet, er decideret usand, påpeger Jeppe Kofod.

Der har aldrig været tale om en afstemning, fordi kravet ikke blev fremsat på den konference for formænd for de politiske grupperinger, som bestemmer dagsordenen for møder i parlamentet.

- Jeg mener faktisk, at det er ret pinligt for Anders Vistisen at kaste mudder på et så fejlagtigt grundlag, siger Jeppe Kofod.

Magtkamp om fælles dagsorden

Anders Vistisen blev valgt ind i Europa-Parlamentet i maj sidste år, hvor Dansk Folkeparti med fire mandater blev det største danske parti i parlamentet.

Social dumping var et hovedtema for både socialdemokrater og Dansk Folkeparti i valgkampen, og det er ikke første gang, at parlamentsmedlemmer fra de to partier beskylder modparten for politisk hykleri.

Læs også: Messerschmidt i slingekurs om social dumping

Anders Vistisen efterlyser mindre mudderkastning og et mere konstruktivt samarbejde mod social dumping mellem de danske parlamentarikere.

- Vi bruger for meget energi på skyttegravskrig. Jeg er ikke enige med socialdemokraterne om alt, men vi er enige om, at social dumping er et problem, så et langt stykke hen ad vejen kunne vi sagtens arbejde sammen, siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.