Det kan ikke være rigtigt, at danske virksomheder skal miste omsætning og lukke på grund af EU’s sanktioner mod Rusland, uden at der kan hentes støtte fra EU. Det mener Jeppe Kofod, der er medlem af Europaparlamentet for Socialdemokraterne.
Derfor har han nu skrevet til Kommissionen for at få dem til at lave en støtteordning til den danske svineproduktion. Der er nemlig allerede lavet støtteordninger til både mælkeproduktionen og frugt- og grøntsagsavlere.
- Når EU kan støtte mejerisektoren og frugtavlerne, så må man også kunne hjælpe den danske svineproduktion. Det kan ikke passe at vi skal støtte frugtavl i Europa, mens fyrede danske slagterimedarbejdere lades i stikken, siger Jeppe Kofod.
Fagforbund: EU må punge ud
Formændene i Dansk Metal og fødevareforbundet NNF har i dag i Ugebrevet A4 efterlyst en kompensation til de virksomheder, der bliver ramt af en handelskonflikt.
LÆS OGSÅ: Fagforbund: EU må punge ud, når firmaer rammes af boykot
For eksempel måtte Tican-slagteriet i Fjerritslev lukke for et halvt år siden. 160 slagterimedarbejdere mistede deres job.
Slagteriets lukning var en direkte konsekvens af det russiske importstop af dansk svinekød sidste år.
- Produktionen blev simpelthen så urentabel, at det var uforsvarligt at fortsætte. Det gav et ikke-ubetydeligt underskud hver eneste uge, siger Ticans administrerende direktør, Ove Thejls til Ugebrevet A4.
Og det er historier som denne, der får Jeppe Kofod til at tage sagen op med Kommissionen.
- I EU har vi fonde til at beskytte mod globalisering og hjælpe med omstilling og regionaludvikling og så videre. Gode og nødvendige tiltag, men de understreger jo så også bare, at der tilsyneladende er et kæmpestort sort hul når det kommer til at hjælpe ellers sunde virksomheder, der bliver pålagt boykot og sanktioner fra For eksempel Rusland, siger Jeppe Kofod.
Han understreger samtidig, at han støtter EU’s sanktioner mod Rusland fuldt ud.
- Jeg står fuldstændigt bag de sanktioner, vi fra EU’s side har pålagt Rusland. De er både vigtige og nødvendige. Men samtidig må og skal vi selvfølgeligt også værne vores egne arbejdspladser mod det modsvar, der kommer fra russisk side. Det bør Kommissionen også kunne forstå, lyder det fra Europa-parlamentarikeren.