Hanne Reintoft revser middelklassen: Svigter de svage
Middelklassen interesserer sig kun for deres egne problemer og glemmer de syge, de svage, de ufaglærte, de voldsramte og de arbejdsløse, siger forfatteren.
Forfatter Hanne Reintoft mener, at de svageste bliver glemt i medierne
Forfatter Hanne Reintoft mener, at de svageste bliver glemt i medierne Arkivfoto: Scanpix


Den folkekære forfatter Hanne Reintoft kæmper trods sine 82 år stadig for dem på bunden af samfundet.

I et nyt interview med Politiken siger hun, at middelklassen kun taler om deres egne problemer, og at ingen taler de svagestes sag.

Den 82-årige forfatter har gennem seks årtier kæmpet for de svage. Både som aktiv politiker i blandt andet SF, som aktiv i Mødrehjælpen, som aktiv socialrådgiver og som aktiv brevkasseredaktør har hun forsøgt at få de svage på dagsordenen, men det har været svært i et samfund, hvor middelklassen dominerer den offentlige debat.

- Der er en gennemgribende social blindhed i den veluddannede klasse over for de allersvageste. Den ufaglærte og den voldsramte kvinde i Dannerhuset er der ingen, der interesserer sig for. Det er et kæmpesvigt, at der ikke er nogen social indignation, hvor der opildnes til kamp for de svageste, siger hun til Politiken.

12-talspiger og menstruation

Derimod er det middelklassens problemer som en stresset hverdag i børnefamilien, der fylder godt op i tv, radio og aviser. 

- Det er de privilegeredes stemmer, vi hører i medierne. De taler om pressede børnefamilier, om stress, om 12-talspiger, og nu har de åbenbart også problemer med menstruation. Det er jo hyl og skab. De, der har virkelige problemer, har ingen stemme i den offentlige debat, siger hun til Politiken.

Hun er bekymret for, at vi er ved at fjerne alle ufaglærte jobs. Togmanden, der styrede bommen, er væk, og sådan overtager teknologien job fra mennesker uden uddannelse, som bliver fattigere, mens der bliver talt "grimmere og grimmere" til dem.

- Der går ikke en dag, hvor dem på kontanthjælp ikke får at vide, hvor dumme, grimme og uduelige de er. Langt ind i Socialdemokratiet har den tænkning bredt sig, siger Hanne Reintoft til Politiken.

Ifølge forfatteren har venstrefløjen igen og igen svigtet de svageste. Selv ungdomsoprøret handlede ikke om at forbedre arbejdernes vilkår, men om at ryge hash og gøre universiteterne frie. Hun siger, at hun trods mange årtiers kamp for et nyt politisk system, stadig tror på forandringen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.