Sig noget pænt om Løkke
"Han er tilpas ydmyg": K-profil roser Løkke
Lars Løkke Rasmussens politiske med- og modspillere er blevet bedt om at sige noget pænt om statsministeren i anledning af regeringens kommende etårs jubilæum.
"Vi ser en statsminister med en tilpas ydmyg tilgang," siger Mette Abildgaard (K) om Lars Løkke Rasmussen (V).
"Vi ser en statsminister med en tilpas ydmyg tilgang," siger Mette Abildgaard (K) om Lars Løkke Rasmussen (V). Foto: Scanpix/arkiv


I denne uge er det et år siden, Lars Løkke Rasmussen (V) satte sig i den varme stol i Statsministeriet. 

Avisen.dk har bedt politikere fra Folketingets otte partier, som ikke sidder i regeringen, sige noget pænt om statsministeren i anledningen af etårs-jubilæet.

Hos Det Konservative Folkeparti fremhæver politisk ordfører Mette Abildgaard, at Lars Løkke Rasmussens regering har været "imponerende dygtig og handlekraftig" på trods af den svære position, som den med sit parlamentariske grundlag har haft.

- Han (Lars Løkke, red.) er god til at give en forståelse af, at hvis vi vil have en borgerlig regering, må vi alle give lidt, siger hun og fremhæver, at statsministeren og Venstre også selv går på kompromis ind imellem. 

- Vi ser en statsminister med en tilpas ydmyg tilgang, siger Mette Abildgaard.

Bruger humor som redskab

Og så kan Lars Løkke også løfte stemningen i Folketinget 

- Han er god til at bruge humor som redskab. Han er god til at samle Folketinget omkring humor og lette stemningen, siger Mette Abildgaard.

Hun henviser til, da Lars Løkke Rasmussen gik på talerstolen med et hjemmetegnet diagram og et smil på læben for at tilbagevise en påstand fra Socialdemokraterne om, at meget var bedre under Anker Jørgensens regering - herunder antallet af solskinstimer:

- Jeg kan oplyse, at der i Anker Jørgensens periode i gennemsnit var 1500 solskinstimer. Der har været 1700 solskinstimer med mig som statsminister, hvis man tæller den sidste periode med, sagde Lars Løkke Rasmussen, som til latterudbrud fra salen kunne tilføje:

- Det er ikke, fordi jeg personligt tager æren for det, men jeg synes, vi skal have en faktabaseret debat.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.