Grækenland er væk fra forsiderne - problemerne består
Den græske økonomi er fortsat presset, selv om landet har igangsat de fleste af de krævede reformer.
Grækenlands premierminster, Alexis Tsipras, skal næste år forhandle med sine EU-kreditorer om mere lempellige lånevilkår.
Grækenlands premierminster, Alexis Tsipras, skal næste år forhandle med sine EU-kreditorer om mere lempellige lånevilkår. Foto: Thanassis Stavrakis/AP


Mens finansoverskrifterne i de sidste dage af 2015 mest handler om oliepriser og julehandlen, så skal man lede længe efter nyheder om Grækenland.

Og det på trods af, at den græske økonomi i det meste af årets første seks-syv måneder konstant blev omtalt, kommenteret og endevendt.

Siden parlamentets ja til en ny låneaftale med EU i midten af juli har der imidlertid været stille om Grækenland, selv om landets problemer langt fra er løst.

Det har cheføkonom Helge Pedersen fra Nordea en god forklaring på.

- Når det fyldte så meget tidligere på året, handlede det jo om, at Grækenland kunne være på vej ud af eurosamarbejdet.

- Men lige nu er alt fryd og gammen omkring tilhørsforholdet til EU, og grækerne har fået et pænt skudsmål i forhold til at leve op til de reformer, man har lovet.

- Hele vejen igennem har meningsmålingerne også vist, at et stort flertal af grækerne vil EU, og det har premierminister Tsipras formentlig også handlet efter, selv om han spillede højt spil en overgang, siger Helge Pedersen.

Næste fikspunkt for grækerne når vi engang i foråret, når landet er nået i mål med det, man har lovet.

Så har EU nemlig lovet, at man vil kigge på lånene igen, forklarer seniorøkonom Tina Winther Frandsen fra Jyske Bank.

- Men der bliver ikke tale om at slette gælden. Det bliver formentlig et spørgsmål om at sætte renten ned og forlænge løbetiden.

- Så bliver det spændende at se, om grækerne efterfølgende fortsætter deres nuværende linje, eller om der opstår ny turbulens.

- Det er en svag regering med et lille flertal, og den kan få svært ved at fortsætte med det, som EU beder om, når guleroden er væk, siger hun.

Grækenlands statsgæld er efterhånden oppe på 317 milliarder euro.

Til sammenligning var landets bruttonationalprodukt sidste år 179 milliarder euro, og dermed svarer gælden næsten til 180 procent af BNP.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.