Føler du, at du langt fra er den eneste dansker, der har valgt at holde ferie i Spanien? Eller hører du om mange, der skal til Spanien på ferie?
Det er der en god forklaring på.
Ifølge Danmarks Statistik er Spanien destinationen for 16 procent af danskernes ferierejser i udlandet. Dermed er Spanien det suverænt mest besøgte land, når danskerne skal på ferie.
Spanien placerer sig langt foran lande som Tyskland, Frankrig og Italien, som er nummer to, tre og fire på listen. De udgør hver under 10 procent af danskernes ferierejser.
Favorit i 50 år
- Spanien har været favorit siden charterrejsens fødsels for 50 år siden. Det ligger dybt begravet i vores hjerter som et trygt feriemål, hvor man kan gå som man går hjemme i sin have, forklarer Stig Elling, der har livslang erfaring i rejsebranchen.
Han har selv været på Mallorca mange gange og kender mange, der vender tilbage til Middelhavsøen år efter år.
- Der er det ved det, vi danskere er meget konservative på godt og ondt. Vi kan godt lide at komme tilbage de samme hoteller og feriemål.
Stig Elling fremhæver Spanien som et veldrevet land hvad ferier og rejser angår, og det tiltaler de ferielystne danskere.
- Der er ingen tvivl om, de har fat i den lange ende.
At Spanien lægger stor afstand til andre Middelhavsdestinationer på listen over populære feriemål, hænger ifølge Stig Elling sammen med at Kanariske Øer er helårs-destinationer.
Flest vælger hotel
Generelt er danskerne storforbrugere af hoteller og feriecentre på rejser i udlandet. 59 procent vælger den indkvarteringsform. Derimod vælger kun 5 procent camping i udlandet.
Det foretrukne transportmiddel til udlandet er ikke overraskende flyet. 63 procent vælger luftvejen, imens 26 kører i bil.
Ifølge tal Transportministeriet er det de spanske øer Gran Canaria og Mallorca, der tiltrækker flest charterturister med fly med næsten en halv million rejsende i 2015.
I alt foretog danskerne 7,9 millioner længere ferierejser i løbet af 2015. En længere ferierejse er defineret som en rejse med mere end fire overnatninger.
Af dem foregik de 3,3 million dog under hjemlige himmelstrøg. Her er bilen ubestridt det foretrukne transportmiddel med 80 procent.
På ferien i Danmark bor 37 procent hos venner og familie, mens 45 procent bor i enten eget eller et lejet feriehus.