Gert udlejede bil og mistede dagpenge: Nu vil A-kassedirektør kigge på reglerne
Reglerne for, hvornår man er selvstændig skal gøres mere fornuftige, mener A-kassedirektør.
Direktør for A- kasserne Samvirke Verner Sand Kirk
Direktør for A- kasserne Samvirke Verner Sand Kirk Foto: Scanpix arkiv


Hvornår er man selvstændig?

Der taler loven med to tunger, og det fik Gert Johansen fra Aarhus at mærke.

Han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, han mistede dagpenge, fordi han udlejede sin bil gennem GoMore, men det var præcis, hvad der skete.

Det fortæller DR Østjylland.

3F's A-kasse mener nemlig, at Gert Johansen har drevet selvstændig virksomhed, når han lejer bilen ud og står dermed ikke til rådighed.

Den udlægning holder ikke, lyder det fra GoMore, der mener, at det er privat udlejning. GoMore har Justitsministeriets ord for, at man ikke er erhvervsdrivende, når man lejer sin bil ud.

Men det er mere kompliceret end som så, siger direktør for A- kasserne Samvirke Verner Sand Kirk til DR Østjylland.

- Det er rigtig nok, når man ser på skattelovgivningen, men det er ikke i overensstemmelse med den måde, lovgivningen er for A-kasserne, der på mange måder er skrappere, siger han.

Derfor mener han ikke, at A-kasserne er firkantede, men blot følger en restriktiv lov.

- Der er et meget nidkært statsligt tilsyn med A-kasserne, lyder det.

Det er vigtigt at få lovgivningen kigget efter i sømmene, fordi flere og flere af os arbejder på en atypisk måde, siger Verner Sand Kirk.

- Der er flere og flere, der har indkomst fra flere sider, og derfor er der behov for at området gennemgået og gjort mere fornuftigt og enkelt.

Et ministerielt udvalg er i gang med en granskning af området.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.