"Fuldstændig ubegribeligt": Dronning Margrethes kørselsvaner kritiseres
To miljøorganisationer er forundret over dronningens knap så miljøvenlige brug af Krone 121.
Dronning Margrethe blev kørt fra helikopteren til Skagens Museum i sin Bentley.
Dronning Margrethe blev kørt fra helikopteren til Skagens Museum i sin Bentley. Foto: Henning Bagger/Scanpix


Dronning Margrethes rejsevaner vækker forargelse og forundren hos to miljøorganisationer.

Det skriver BT.

Da dronningen i februar skulle en tur til Nordjylland for at åbne Skagens Museum satte hun sig ind i en af luftvåbnets store EH-101-helikoptere. Alligevel tog hendes Bentley, Krone 121, den helt store tur gennem Danmark for at hente hende, da hun landede.

- Det er jo helt ustyrligt og fuldstændig ubegribeligt, at Dronningen ikke optræder med bare en lille smule fornuft, men i stedet vælger en så ekstremt ressourceforbrugende løsning. Man kunne nok have fundet et standsmæssigt køretøj i Nordjylland, hun kunne blive hentet i, siger trafikkonsulent Ivan Lund Pedersen fra miljøorganisationen NOAH til BT.

Den tomme bil blev kørt 1.108 kilometer for at køre dronningen de tre kilometer fra heliopterlandingspladsen til museet samt de tre kilometer tilbage igen. Bilen kører cirka seks kilometer på en liter benzin.

Birgitte Lesanner, der er chef for Greenpeace i Danmark, siger til BT, at alle bør overveje det fodaftryk, de sætter på klimaet og miljøet. Også dronningen. 

Fra Kongehuset lyder svaret:

- Vi vurderer altid det samlede transportbehov i den konkrete situation. Efter besøget på Skagens Museum var der andre gøremål i Jylland, hvor bilen blev brugt som transportmiddel, siger Kongehusets presse- og kommunikationschef Lene Balleby til BT. Hun vil ikke oplyse til avisen, hvilke andre gøremål der var tale om.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.