Frank Arnesen bliver sportsdirektør i græsk storklub
Den græske klub Paok Saloniki bliver Frank Arnesens arbejdsplads i de kommende tre år.
Frank Arnesen skal i de kommende tre år være sportsdirektør i den græske fodboldklub Paok Saloniki.
Frank Arnesen skal i de kommende tre år være sportsdirektør i den græske fodboldklub Paok Saloniki. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


Den tidligere landsholdsspiller Frank Arnesen skal i de kommende tre år være sportsdirektør i den græske fodboldklub Paok Saloniki.

Det meddeler klubben på sin hjemmeside onsdag eftermiddag.

Dermed er Frank Arnesen tilbage på den professionelle fodboldscene, hvor han tidligere har haft en tilsvarende rolle i nogle af Europas største klubber.

Paok Saloniki endte på tredjepladsen i den bedste græske fodboldrække i den netop overståede sæson. Dermed er klubben kvalificeret til Europa League-gruppespillet efter sommerferien.

Frank Arnesen blev tvunget til at stoppe i sit seneste fodboldjob, da den politiske situation i Ukraine gjorde det umuligt at fortsætte som sportsdirektør i Metalist Kharkiv, hvor han blot nåede at være ansat i en måned.

Tidligere har Frank Arnesen i 10 år været sportslig ansvarlig i PSV Eindhoven, inden turen gik til Tottenham, Chelsea og Hamburger SV.

I det seneste år har den 58-årige dansker optrådt som fodboldekspert på Kanal 5 i forbindelse med det danske landsholds kampe.

I sin aktive karriere optrådte Frank Arnesen for Ajax, Valencia, Anderlecht og PSV Eindhoven. I ungdomsårene spillede han for Fremad Amager.

Frank Arnesen nåede desuden at spille 52 landskampe og score 14 mål for Danmark fra 1977 til 1987. Han var med på det legendariske 1980'er-hold ved både EM i 1984 og VM i Mexico to år senere.

I mange år var Frank Arnesen også nævnt som en seriøs kandidat til at overtage landstrænerjobbet efter Morten Olsen, men det har han afvist, at han har lyst til.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.