Flov Cameron vil sige undskyld til dronning
Britisk premierminister beklager bemærkning, som han fremsatte under besøg i New York om dronning Elizabeth.
David Cameron fortryder sin udtalelse, hvor han sammenlignede dronning Elizabeth med en veltilfreds kat.
David Cameron fortryder sin udtalelse, hvor han sammenlignede dronning Elizabeth med en veltilfreds kat. Foto: MICHAEL SOHN/AP


Den britiske premierminister, David Cameron, vil personligt undskylde over for dronning Elizabeth II, at han i en bemærkning sagde, at statsoverhovedet nærmest "spandt" som en kat, da han orienterede hende om Skotlands nej til uafhængighed ved en folkeafstemning i sidste uge.

Cameron blev fanget af et kamera, da han fremsatte bemærkningen under en samtale med New Yorks tidligere borgmester milliardæren Michael Bloomberg under et besøg i USA i forbindelse med FN's Generalforsamling.

Bemærkningen er ifølge iagttagere "et klart brud på protokollen."

- Selve definitionen på lettelse er, når premierministeren i Storbritannien ringer til dronningen og siger, det er all right, det OK. Det var helt specielt. Hun nærmest spandt som en kat ned i røret, sagde Cameron, som siden har udtalt, at han er "ekstremt ked af sin udtalelse."

Det ventes, at Cameron vil undskylde for bemærkningen, når han møder den 88-årige monark ved deres næste ugentlige møde, hvor regeringslederen orienterer hende om aktuelle politiske emner.

Den britiske monark har indtil nu haft den slags møder med 12 britiske regeringschefer i de 62 år, hun har siddet på tronen.

Under valgkampen i Skotland forud for folkeafstemningen om uafhængighed afviste Buckingham Palace alle antydninger om, at dronningen ønskede at påvirke resultatet, efter at Elizabeth havde bedt skotterne tænke sig godt om.

Skotlands afgående førsteminister, Alex Salmond, siger, at Cameron bør "bøje hovedet i skam" over bemærkningen, mens en parlamentariker fra oppositionspartiet Labour, Paul Flynn, kalder premierministeren for en "sladrevorn hurtigsnakker".

- Jeg mener, at det er en alvorlig fejl. Det er især pinligt, fordi han talte om et meget ømtåleligt og omstridt politisk emne, siger Flynn.

Cirka 55 procent af skotterne sagde torsdag i sidste uge nej til at løsrive sig fra Storbritannien, mens 45 procent stemte for.

- Nu skal vi bevæge os fremad, og vi bør huske på, at vi trods forskellige synspunkter har en fælles kærlighed til Skotland. Det er en af de ting, der hjælper med at forene os alle, hed det i en erklæring fra dronning Elizabeth efter folkeafstemningen.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.