Flere partier: Lad nyuddannede betale dagpenge-regning
De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og De Radikale melder sig alle på banen med opbakning til Dagpengekommissionens forslag om, at nyuddannede ledige skal have færre penge sat ind på bankbogen hver måned.
Kristian Thulesen Dahl mener, at der kan findes penge til en dagpengereform ved at kigge på den såkaldte dimittendsats for nyuddannede ledige.
Kristian Thulesen Dahl mener, at der kan findes penge til en dagpengereform ved at kigge på den såkaldte dimittendsats for nyuddannede ledige. Foto: Colourbox/free


Dansk Folkeparti er villig til at se på, om man kan finansiere en del af en kommende dagpengereform ved at sænke dagpengesatsen for nyuddannede.

Partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, siger til Politiken, at han ikke bakker op om Dagpengekommissionens forslag om otte årlige karensdage, hvor dagpengemodtagerne ikke får penge udbetalt.

Han foreslår ligesom fagbevægelsen og Socialdemokraterne at nøjes med tre årlige karensdage, og så mener han, at den sidste finansiering af et mere fleksibelt system, hvor færre mister dagpengeretten, blandt andet kan findes ved at sænke den såkaldte dimittendsats.

- Folk i fagbevægelsen har sagt til mig, at de vil være mere tilbøjelige til at kunne leve med, at man i så fald kigger på dimittendområdet, men ikke på karensdagene, siger han til avisen.

Thulesen Dahl holder dog også fast i, at det ikke alene er de nyuddannede, der skal betale for forbedringerne, men at der også skal tilføres flere penge udefra.

Også De Konservative, Liberal Alliance og De Radikale melder sig alle på banen med opbakning til Dagpengekommissionens forslag om, at nyuddannede ledige skal have færre penge sat ind på bankbogen hver måned.

Dagpengekommissionen foreslår, at man sænker dimittendsatsen fra 82 til 78 procent af den fulde dagpengesats.

Dansk Arbejdsgiverforening mener dog, at man endda kan sænke dimittendsatsen til 70 procent, nøjagtigt som kommissionens formand, Nina Smith, også foreslog som udgangspunkt.

Formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, der også var blandt Dagpengekommissionens medlemmer, mener dog, at det vil være uklogt at gå så langt ned.

Hun frygter, at en for lav dimittendsats vil medføre, at færre melder sig ind i en a-kasse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.