Selvom de fleste beskylder fastfood-restauranter for at gøre dem overvægtige, så havde 27-årige Colin Moore fra Storbritannien den helt modsatte oplevelse.
Han tabte sig voldsomt, da han begyndte at arbejde på McDonald's. Det skriver Daily Mail.
Colin Moore havde talt med sin læge, da han var bekymret for sin vægt, som lå på 154 kilo. Lægen havde skrevet ham op på en venteliste til en operation, der skulle fjerne de overflødige kilo.
Ventetiden besluttede Colin Moore at bruge på at gå på en diæt. Og efter han havde tabt de første kilo, fik han job på McDonald's.
Den konstante lugt af burgere og friture fik ham til helt at kvitte fastfood.
"At arbejde på McDonalds hjalp mig væk fra burgerne og fik mig til at nå mit endelige mål," siger han.
I dag vejer han cirka 88 kilo.