Overraskende? Du skal være tykkere, end du tror
Den sundeste vægt er faktisk højere end de fleste mennesker tror, siger den kendte læge Bente Klarlund.
Vær endelig glad for dine kurver. En vægt, der ligger i den lave ende af normalvægt eller under, er farligere for dit helbred end overvægt, viser undersøgelser.
Vær endelig glad for dine kurver. En vægt, der ligger i den lave ende af normalvægt eller under, er farligere for dit helbred end overvægt, viser undersøgelser. Scanpix / modelfoto


Hvis du gerne vil leve et langt liv, bør du ikke forsøge at ligne modellerne i modemagasinerne.

Det er nemlig en fordel at være moderat overvægtig, når man ser på risikoen for at pådrage sig dødelige sygdomme, skriver Bente Klarlund Pedersen, som er overlæge på Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet, i sin brevkasse i Politiken.

Hun henviser til en række undersøgelser, der viser, at overvægtige med BMI mellem 25 og 35 har lavere risiko for at dø før tid end normalvægtige, der i mange undersøgelser defineres som personer med et BMI på mellem 18,5 og 25.

Det er farligst at være tynd

Forskellen skyldes dog de tyndeste normalvægtige. Overvægtige har således ikke en lavere dødelighed end normalvægtige, hvis man definerer normalvægt som et BMI mellem 20 og 25.

Men andre ord er det farligst for kroppen at være undervægtig eller på grænsen til det - altså have et BMI på under 20.

Klarlund anbefaler ikke, at man stræber efter at være overvægtig. Men både set i forhold til dødelighed og andre sygdomme er det optimale BMI ifølge hende mellem 20 og 27. Er man ung, er det optimalt med et BMI tættere på 20, mens ældre bør have et BMI tættere på 27. Et BMI under 20 kan derimod ikke anbefales for nogen.

Modeller burde veje mindst 63 kg

Omsat til almindelige kilogram betyder det, at en kvinde med en højde tæt på gennemsnittet på 168 centimeter bør veje mellem 56,5 og 76 kg.

Er du derimod en lav kvinde på omkring 158 cm, er din optimale vægt mellem 50 og 67,5 kg.

Og er du en af de kvinder, der rager op i landskabet med en modelhøjde på omkring de 178 cm, bør din vægt faktisk ligge på mellem 63 og 85,5 kg for at du er sundest.

Og tårner du dig op med hele 188 cm, bør du veje mellem 70,5 og 95,5 kg.

Er du mand, er din ideelle vægt cirka det samme eller lidt højere end den for kvinder med samme højde.

Det er dog andre ting end BMI, der er vigtigt i forhold til din sundhed - blandt andet er fedt på maven værre end fedt på baller og lår, og det er også vigtigt, at man er aktiv og motionerer.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.