EU's digitale strategi i 16 punkter
EU-Kommissionen inviterer til digital revolution, der rummer opgør med geoblocking og kampe om frekvenser.
Et af punkterne skal sikre, at forbrugerne kan handle frit på nettet.
Et af punkterne skal sikre, at forbrugerne kan handle frit på nettet. Foto: colourbox/free


EU-Kommissionen præsenterer onsdag sin digitale strategi, der gennem en række lovforslag og andre initiativer det næste halvandet år skal sikre mere fri og fair handel på internettet.

Her er hovedpunkterne i kommissionens 16-punkts-plan, der er organiseret i tre søjler:

Søjle 1: Varer og serviceydelser:

* E-handel. Herunder harmonisering af regler for kontrakter og forbrugerbeskyttelse ved handel på internettet.

* Forbrugerbeskyttelse. Revision af reglerne for at sikre hurtigere og mere ens behandling.

* Fragt. Mere effektiv og billig levering af varer købt via nettet.

* Geoblocking. Det skal være slut med uberettiget, diskriminerende geoblocking, der nægter forbrugere adgang til bestemte hjemmesider eller omdirigerer dem til bestemte butikker.

* Konkurrence. Det undersøges, om virksomheder allerede i dag har etableret ulovlige barrierer for fri e-handel.

* Copyright. En modernisering af reglerne skal begrænse nationale forskelle og sikre bredere adgang til værker i hele EU.

* Satellit- og kabel-tv. Det skal være nemmere at se tv på tværs af grænser.

* Moms. Mindre administrative byrder og mere fælles regler og momsniveauer skal lette virksomheders byrder ved handel over grænser.

Søjle 2: Forholdene for digitale netværk og innovative tjenester:

* Telekom. En overhaling af reglerne skal blandt andet sikre mere effektiv og ensartet fordeling af frekvenser.

* Audiovisuelle medier. En tilpasning af reglerne med fokus på at fremme europæiske værker.

* Platforme. En grundig analyse af for eksempel søgemaskiners, sociale mediers og app-butikkers rolle. Regler for håndtering af ulovligt indhold på nettet.

* Privatliv og databeskyttelse. Tiltag for at øge forbrugernes tillid og sikkerhed på internettet med udgangspunkt i EU's kommende databeskyttelsesregler.

* Cybersikkerhed. Samarbejde med det private erhvervsliv.

Søjle 3: Vækstpotentialet:

* Frie datastrømme. Nye tjenester skal ikke hæmmes af restriktioner afhængig af adgang til data eller af datas fysiske placering. Der arbejdes med flere initiativer for europæiske "cloud" tjenester.

* Standarder. Netbaserede løsninger inden for blandt andet sundheds-, transport- og energisektoren.

* Forenkling. Princippet "kun én gang" skal sikre, at borgerne ikke skal give de samme oplysninger flere gange til forskellige myndigheder. Flere e-signaturer og mere offentligt indkøb på nettet.

Kilde: EU-Kommissionen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.