EU-undersøgelse frikender HPV-vacciner
HPV-vacciner er ikke årsag til trætheds- og smertesyndromer hos unge kvinder, konkluderer EU-undersøgelse.
EU's lægemiddelagentur, EMA, frifinder HPV-vaccinerne for at give danske kvinder smerte- og træthedssyndromer.
EU's lægemiddelagentur, EMA, frifinder HPV-vaccinerne for at give danske kvinder smerte- og træthedssyndromer. Foto: TRAPPAUD BJ¯RN MARCUS/POLFOTO


Der er ingen sammenhæng mellem HPV-vacciner og trætheds- og smertesyndromer, konkluderer en ny undersøgelse fra Det Europæiske Lægemiddelagentur. Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet.

Den ekstraordinære undersøgelse er blevet foretaget på dansk opfordring.

Agenturet har undersøgt, om der er en sammenhæng mellem HPV-vacciner og svimmel- og træthedssyndromet Postural tachycardia Syndrome (Pots) og smertesyndromet Complex Regional Pain Syndrome (CRPS).

Her har Det Europæiske Lægemiddelagentur ikke fundet nogen data, der peger på, at de to syndromer skulle have sammenhæng med HPV-vaccinerne.

Undersøgelsens konklusioner ændrer imidlertid ikke på, at der stadig er danske piger, som er blevet henvist til de fem regionale centre for personer med uklare symptomer efter at have modtaget HPV-vaccinerne.

Ifølge sundhedsminister Sophie Løhde (V) skal de piger stadig have hjælp.

- De syge piger skal have den udredning og behandling, de har brug for, siger hun.

- Jeg har derfor efter aftale med Danske Regioner besluttet, at Sundhedsstyrelsen skal rådgive regionerne om den konkrete organisering på området, så patienterne får et mere ensartet tilbud end i dag.

Både Det Europæiske Lægemiddelagentur og sundhedsmyndighederne i Danmark vurderer fortsat, at fordelene ved at vaccinere mod livmoderhalskræft er større end ulemperne i form af risikoen for bivirkninger, skriver Sundhedsministeriet.

- Nu er sikkerheden ved HPV-vaccinerne igen blevet grundigt belyst, og ifølge undersøgelsen er der ikke data, der tyder på, at vaccinerne kan give eksempelvis pots, siger Sophie Løhde.

- Det er positivt, for HPV-vaccinen er vigtig i indsatsen mod livmoderhalskræft, men vi skal selvfølgelig også fremover følge vaccinerne nøje. Som ved al anden medicin kan der være bivirkninger ved HPV-vaccinerne, og det er vigtigt, at vi løbende forsker i vaccinernes sikkerhed.

Regeringen og satspuljepartierne har netop afsat syv millioner kroner til forskning i mulige alvorlige bivirkninger ved HPV-vaccinerne.

Sundheds- og Ældreministeriet havde 30. juni modtaget i alt modtaget 543 indberetninger om alvorlige formodede bivirkninger ved HPV-vaccinerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.