En god forretning: Sådan sparer du op hos Skat
Du får en bedre rente ved at have penge stående hos Skat end i banken. Men har du gæld, er det bedre at betale den af.
Hos Skat får du 0,5 procent i rente for overskydende skat. Det er mere end de fleste banker tilbyder.
Hos Skat får du 0,5 procent i rente for overskydende skat. Det er mere end de fleste banker tilbyder. Foto: Colourbox/free


Fortæl Skat, at din indkomst er større, end den er, eller stryg dine fradrag fra forskudsopgørelsen.

Mulighederne er mange, hvis du vil have en "skjult opsparing" hos Skat og være sikker på at få penge tilbage, når regnskabet gøres op hvert forår.

Og foruden ro i maven får du typisk også en bedre rente for dine penge hos Skat, end du kan forvente i banken.

Skat giver nemlig en rente på 0,5 procent af det beløb, som borgere har betalt for meget i skat i løbet af året. Og den rente kan mange banker ikke hamle op med, siger Brian Rasmussen, skatterådgiver hos Uvildige.dk.

- Den højeste rente, du kan få på en opsparing i banken uden at binde pengene, er 0,9 procent. Men de fleste banker giver 0 procent i rente. Så hvis valget står mellem banken og Skat, kan det bedre betale sig at spare op ved Skat, siger han.

Det samme mener Richardt Tabori Kraft, partner i revisionsfirmaet Deloitte.

- Hvis du har en opsparing stående på en bankkonto til 0 procent i rente, får du lidt mere ud af pengene ved at have dem stående hos Skat, siger han.

Men på trods af den psykologiske og rentemæssige gevinst ved at have penge stående hos Skat, er det ikke smart at sætte sin trækprocent så højt, at man kommer til at mangle pengene i løbet af året.

- De fleste vil hellere have penge tilbage i skat end at betale restskat, men det beløb, man låner til Skat, må ikke blive for stort i forhold til, at ens øvrige økonomi også skal køre rundt, siger Richardt Tabori Kraft fra Deloitte

Og hvis du har gæld i din bolig eller på en kassekredit, er der ikke meget fidus i at spekulere i at spare penge op hos Skat.

- Hvis du har lån, hvor du betaler syv-otte procent i rente, er det bedre at nedbringe din gæld end at lade penge stå ved Skat, siger Brian Rasmussen fra Uvildige.dk.

Fakta: Bankernes rente på indlån uden binding:

- 0,85 procent hos banknorwegian.dk

- 0,70 procent hos Ikano Bank.

- 0,60 procent hos Santander Consumer Bank.

- 0,20 procent hos Basisbank.

- 0,10 procent Alm. Brand Bank.

- 0,10 procent Vestjysk Bank.

Kilde: Mybanker

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.