EL om partiformænds kritik af ressourceforløb: "Spil for galleriet"
I løbet af den sidste uge har Mette Frederiksen (S), Morten Østergaard (R) og Pia Olsen Dyhr (SF) alle luftet utilfredshed med de nuværende ressourceforløb. Men en ny aftale er ikke just på trapperne, mener Enhedslisten.
Det udskældte ressourceforløb bliver ikke reformeret foreløbigt, da forligspartnerne i rød blok ikke vil forhandle med Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti, fortæller Finn Sørensen
Det udskældte ressourceforløb bliver ikke reformeret foreløbigt, da forligspartnerne i rød blok ikke vil forhandle med Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti, fortæller Finn Sørensen Foto: Ida Marie Odgaard/Sisse Stroyer/Scanpix/arkiv


”Galimatias” kaldte Pia Olsen Dyhr (SF) det. Morten Østergaard (R) kaldte det for ”kassetænkning”, mens Mette Frederiksen (S) understreger, at der nok skal kigges på det.

Den varme kartoffel er de omstridte ressourceforløbet, som er en del af reformen af førtidspension, som de tre partier indgik en aftale omkring tilbage i 2012 med Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

De tre partiformænd er alle indstillede på at se på ressourceforløbene, men det skaber ikke nødvendigvis grobund for en ny aftale, understreger Enhedslistens beskæftigelsesordfører, Finn Sørensen, der i dag havde kaldt beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) i samråd om selvsamme ressourceforløb.

- Udmeldingen fra de tre partier er, at det er noget, de vil diskutere i forligskredsen og ikke med os, der står uden for. Også selvom vi kan danne et flertal. Hvis de ikke tør opsige forliget og lave noget uden om regeringen med Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti, så er det rent spil for galleriet, siger Finn Sørensen.

Venstre er godt tilfredse

Så længe de tre forligspartier udelukkende vil diskutere ressourceforløb i forligskredsen, betyder det, at alle partier i forliget skal være enige.

I dag understregede Jørn Neergaard Larsen (V) på det omtalte samråd, at han mener, aftalen fungerer efter hensigten, og at det blot skal have mere tid. Samtidig omtalte han de tre partiledere i rød bloks utilfredshed som udtryk for et glimrende samarbejde:

- Det betragter jeg som fuldstændig ansvarsfulde udmeldinger i forhold til det glimrende samarbejde, der har været, siden reformen blev lavet. Der har været en lang række drøftelser om, hvad der kan gøres bedre, og hvad der kan gøres, sagde beskæftigelsesministeren.

Derfor skal man ikke forvente meget af den nuværende forligskreds bestående af S-SF-R-V-K-L, da Venstre har vetoret, fortæller Finn Sørensen.

Neergaard: Ingen skal presses i ressourceforløb

- Man kan ikke presse borgeren til bedring, var Jørn Neergaard Larsens mantra i dagens samråd om ressourceforløb.

Den udmelding køber Finn Sørensen dog ikke. Han ser nemlig ressourceforløbet som et tvangsforløb for mange.

- Jeg skal ikke bestride, at nogle borgere kan få glæde af det. Men vi har også så mange eksempler efterhånden, så at han kan sige det uden at fortrække en mine, forstår jeg slet ikke. Virkeligheden er jo, at folk bliver presset ud i det, siger Finn Sørensen.

Christian Danvill på 54 år er i gang med et ressourceforløb og var med til samrådet. En øjensygdom har i de sidste 25 år gjort det umuligt for ham at arbejde, og han så ingen anden udvej end ressourceforløbet. Den eneste anden mulighed var for Christian Danvill at rådne op på kontanthjælp.

- Hvad er alternativet? At man fortsætter på kontanthjælp for evigt uden nogen afklaring? Det er derfor, jeg meldte mig til ressourceforløbet. Men det er ikke det, der sker. I stedet oplever jeg, at man forsøger at presse mig til at arbejde lidt mere og få det allersidste ud af mig, fortæller Christian Danvill.

De seneste tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at blot 2,5 procent af personer med afsluttet ressourceforløb 12 måneder senere er i beskæftigelse, mens hele 47,1 procent er på førtidspension.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.