Der er hård kamp om kunderne på det danske discountmarked, og det kan mærkes hos kæderne.
2015 blev det første år nogensinde, hvor det samlede antal discountbutikker i Danmark faldt. Det skriver Søndagsavisen.
Kun Netto og Rema 1000 gav overskud i 2014, mens de resterende fire discountkæder (Fakta, Kiwi, Aldi og Lidl) måtte tage til takke med røde tal på bundlinjen. Og intet tyder på bedring i 2015, viser en opgørelse fra Retail Institute Scandinavia.
Og det kan på sigt koste en af kæderne livet, vurderer Dorte Wimmer, der er ekspert i detailhandel og forbrugeradfærd hos Retail Institute Scandinavia. Hun vil ikke pege på, hvilken kæde det bliver, men mener, at Kiwi lige nu står svagest.
- De har haft svært ved at få fat og er måske den kæde, der er mindst kendt. Men de har en masse tiltag på vej, og det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig, siger hun til Søndagsavisen.
Kiwi er en af de kæder, der har annonceret butikslukninger i 2016, hvor 11 butikker må lukke og slukke. Det samme har Fakta, der har planer om at lukke 20 butikker i årets første måneder.
Kunderne vil dog ikke mærke de store konsekvenser, mener ekspert i detailhandel Bruno Christensen.
- Det vil snarere komme forbrugerne til gode. Priskrigen vil blive intensiveret i et forsøg på at vinde nogle af de kunder, man så desperat kæmper om. Ingen af de her kæder tør træde på bremsen eller hæve priserne, for det kan koste dem dyrt, siger han til Søndagsavisen.