Ekspert: Jobcentre er ikke klar til nye regler
Nye regler tvinger jobcentre og A-kasser til at samarbejde om samtaler med ledige. Noget jobcentrenes medarbejdere slet ikke er gearet til, lyder det fra en ekspert.
Ledige skal fremover til ni samtaler i jobcentret de første seks måneder.
Ledige skal fremover til ni samtaler i jobcentret de første seks måneder. Foto: Scanpix


Jobcentrene kommer på overarbejde i den kommende tid. I dag træder de nye beskæftigelsesregler nemlig i kraft, så ledige fremover skal til ni samtaler de første seks måneder i jobcenteret. To af dem skal den lediges A-kasse også deltage i.

Men det er jobcentre og a-kasser slet ikke klar til. Det siger Henning Jørgensen, professor på Center for Arbejdsmarkedsforskning CARMA til DR Sjælland.

- Jobcentrenes medarbejdere er ikke kvalificeret til det samarbejde, det har vi afdækket i undersøgelser her på CARMA. A-kasserne ved vi for lidt om, men der synes også at være kvalitetsbrister, når de skal tage så stort ansvar i ledighedsindsatsen, siger professoren.

Selvom det kommer til kræve flere ressourcer af jobcentrene, så er jobcentrene klar til de nye opgaver, siger jobcenterchef i Kalundborg Kommune, Jens Folman.

- Det bliver forhåbentligt et samtalerum for den enkelte, som gør, at vi kan skabe en endnu bedre koordineret indsats for hver borger, siger han til radiostationen.

Også funktionsleder i HK, Max Rosenborg Søndergaard, tror, det nye system vil komme de ledige til gode.

- Jeg tror, det bliver en betydeligt mere koordineret indsats end hidtil, siger han.

Men det skal de sige, nu hvor den nye lov tvinger dem til at samarbejde, påpeger Henning Jørgensen overfor DR Sjælland.

- Det er jo lovgivningen, der siger, de skal samarbejde. Og så skal de jo hidse sig selv op til at sige, det nok skal gå.

- Jeg er sikker på, at a-kasserne hellere ville have haft ansvaret selv, ligesom jeg er sikker på, at jobcentrene også hellere ville have ansvaret selv. Det er et tvungent ægteskab, siger han.

I alt forventes det, at jobcentrene og a-kasserne i 2017 skal koordinere 250.548 fællesmøder på landsplan og de 33131 af møderne forventes at skulle koordineres i Region Sjælland.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.