Efter grove beskyldninger: Karinas mor overvejer nu at lægge sag an
Karina Pedersens 72-årige mor overvejer at kontakte en advokat ovenpå datterens grove beskyldninger.
Karina Pedersen kommer med grove beskyldninger mod moderen om misbrug og svigt i barndommen i hendes bog 'Helt ude i Hampen.'
Karina Pedersen kommer med grove beskyldninger mod moderen om misbrug og svigt i barndommen i hendes bog 'Helt ude i Hampen.' Foto: Niels Hougaard/Scanpix/Arkiv


72-årige Esther Pedersen nægter centrale dele af bogen 'Helt ude i hampen' af datteren Karina Pedersen. Det skriver Metroxpress.

- Jeg er vred. Jeg fatter ikke, at Gyldendal kan udgive sådan noget løgn, siger hun til Metroxpress.

Hun fortæller samtidig, at hun overvejer at tage fat i sin advokat om et muligt sagsanlæg

Klinisk rent

Metroxpress besøger Esther Pedersen i Korskærparken i Fredericia. Der er klinisk rent hjemmet. I datterens bog 'Helt ude i hampen' forlyder det ellers, at moren bor i en svinesti.

I weekenden havde hun 72-års fødselsdag med børn og børnebørn. Karina Pedersen var ikke inviteret.

- Jeg vil ikke se hende. Min søn, der er pædagog, siger, at bogen er ren løgn. Alt, jeg har fået læst højt, er forkert. Jeg har aldrig været anholdt, og ingen har hentet en ikke betalt vaskemaskine, fordi en skulle have glemt at betale regninger, siger moren, der er chokeret over at være havnet i en regulær mediestorm i den seneste uge.

- Jeg er så rystet. Jeg er bare pensionist, siger hun til Metroxpress.

Misbrugte nervemedicin 

Hun har boet i lejligheden i 19 år. Tidligere var hun advokat- og lægesekretær.

Esther Pedersen erkender, at en af hendes sønner har haft et hashmisbrug og har en dom for tyveri. En anden søn er førtidspensionist.

- Men det er, fordi han har fire diagnoser - blandt andet Aspergers og autisme. Han fik førtidspension som 37-årig, men arbejder hver dag på lokalarkivet, siger moderen.

Hun erkender, at hun til midt i 90'erne misbrugte nervemedicin, som hun fik fra sin læge. Hun har også gået på kro.

Karina levede af min pension

- Men det er 20 år siden. Jeg har aldrig taget narko - har ikke engang røget en smøg, siger moren til Metroxpress.

Hendes datter, Karina Pedersen, dukkede sidste år op, fordi hun var smidt ud af en lejlighed. Hun boede hos moren i 14 måneder.

- Og levede af min pension, tilføjer Esther Pedersen.

Karina Pedersen har ikke villet medvirke i artiklen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.