Karen Thisted om Karina-debat: Den værste er Zornig
Karina Pedersens bog ”Helt ude i hampen” er blevet et kludetæppe af personlige beskyldninger. Det mener Karen Thisted, der især peger på Lisbeth Zornig som den store synder i debatten.
Af Victor Kristensen
MERE
Karen Thisted mener, at Lisbeth Zornig har trynet Karina Pedersen i debatten.
Karen Thisted mener, at Lisbeth Zornig har trynet Karina Pedersen i debatten. Foto: Scanpix/arkiv


Bølgerne er gået højt, siden Karina Pedersen skød med skarpt mod den danske underklasse i forbindelse med udgivelsen af hendes bog ”Helt ude i hampen”. Og hun har i den grad skilt vandene.

Nogle mener, at hun rejser en yderst relevant debat, mens andre mener, at Karina Pedersen er decideret altødelæggende for en sober debat.

Karen Thisted forholder sig ikke til, hvorvidt Karina Pedersen taler sandt eller ej. Til gengæld tordner den 70-årige tidligere TV-journalist og redaktør på Ekstra Bladet mod en debat, hvor hun føler, at Karina Pedersen er blevet fuldstændig trynet af et fakkeloptog anført af Lisbeth Zornig.

- Det er så åndsvagt det hele. Og den værste i det hele er Lisbeth Zornig, der tidligere har kørt sig frem som talsmand for alle, der har haft det dårligt og har lidt. Lad dog lille Karina få sin bog ud – jeg fatter ikke, at Zornig bliver så gal. Hun burde være stor og hævet over det her, og hun blokerer for en fri debat, fordi hun er så etableret, siger debattøren til Avisen.dk.

Lisbeth Zornig, der står bag Huset Zornig, var en af de første til at kritisere Karina Pedersen, da hun på Facebook for knap to uger siden skrev, at Karina Pedersen skyldte hende et større kontantbeløb, som aldrig var blevet betalt tilbage.

- Hun skal have lov til at sige, hvad hun har lyst til, uanset om hun skylder penge eller ej. Hun skylder vel penge, fordi hun ikke har haft nogle. Prøv at tænk på, hvor mange hun fornærmer? Hun går op imod et samfund, hvor alle siger ”vi skal have penge, vi skal have penge”. Det har været en demokratisk debatfacon, som jeg foragter. Ordet har ikke været frit, siger Karen Thisted.

Thisted: Zornig frygter konkurrent

Alt i alt har Karen Thisted ikke meget tilovers for behandlingen af Karina Pedersen. Hun mener nemlig, at Lisbeth Zornig forsøger at forsvare en position som den eneste stemme fra underklassen, hvor konkurrenter med modstridende synspunkter bare skal fejes af banen.

- Nu kommer der en konkurrent, og det kan Zornig ikke klare. Karina er en debattør fra en lignende baggrund, der siger det modsatte. Så hyler Zornig op og siger at Karina lyver og skylder hende penge, slutter Karen Thisted.

Lisbeth Zornig: Karen Thisted har ikke læst op på lektien

Når Karen Thisted beskylder hende for at tryne Karina Pedersen, så rammer den iltre debattør helt ved siden af skiven, siger Lisbeth Zornig til Avisen.dk. Hende og Karina Pedersen har nemlig en lang historie, som hun tvivler på, at Karen Thisted har læst op på.

- Jeg kan ikke genkende det billede, at nu skal hun trynes, for så havde jeg nok slet ikke bidraget til, at hun fik en stemme i første omgang. Af samme årsag hjalp jeg hende jo også økonomisk og har tidligere fået lov til at læse dele af hendes manus. Så jeg har bestemt ikke prøvet at lukke munden på hende, tværtimod, siger grundlæggeren af Huset Zornig.

Hun understreger flere gange, at hende og Karina Pedersens forhold går tilbage til 2010, hvor hun gentagende gange har deltaget i debatter med Karina Pedersen og hjulpet hende med udfærdigelse af manus. Noget som Lisbeth Zornig fortæller, hun kan dokumentere.

Det er ifølge Lisbeth Zornig også tilfældigt, at udfaldet mod Karina Pedersen falder sammen med udgivelsen af ”Helt ude i hampen”. I stedet handler det om, at forfatteren fra underklassen selv har gjort præcis det, som hun argumenterer for, at underklassen ikke bør gøre.

- Det er det principielle i det. Hun sælger bare ikke ”Hus Forbi”, men kommer med hatten i hånden. Hun har ganske enkelt ageret amoralsk, og at hun tager en hel klasse til indtægt for noget, hun selv praktiserer, det kan jeg simpelthen ikke acceptere. Det kan godt være, at Karina kender en anløben underklasse, men de mennesker jeg kender, de er søde og gode mennesker, som kæmper for et bedre liv, siger Lisbeth Zornig, som også forklarer, at hun gerne ser flere forskellige historier dukke op fra og om underklassen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.