Hvis du vil have lejligheden, skal du skrive under med det samme.
Sådan lød beskeden fra en kvindelig udlejer i 30’erne til den 18-årige Ida i februar i år. Hun havde igennem et halvt år søgt efter en lejebolig i Århus, hvor hun læser, og derfor skrev hun under uden at blinke.
Dagen efter hævede hun sin børneopsparing og betalte 21.000 kroner for depositum og tre måneders husleje. Det fortæller Idas mor Dorthe Therkelsen, der bor i Langå, der ligger mellem Aarhus og Randers. Hun fortæller sin datters historie, da Ida ikke selv har lyst til at stå frem.
- Ida glemte at tænke sig om, fordi boligmarkedet er så presset, Og hun synes jo, at hun var vanvittig heldig, og derfor gik det hele utrolig stærkt, siger Dorthe Therkelsen.
Flere andre boligsøgende lejere oplever også et presset marked. Avisen.dk beskriver i dag, hvordan huslejen for lejeboliger på det private marked i landets fire største byer er steget voldsomt de sidste syv år.
Hjemmestrikket kontrakt
Umiddelbart havde hverken mor eller datter for alvor fattet mistanke om, at noget var suspekt.
- Men da jeg efter et par dage så lejekontrakten, blev jeg nervøs. Det var bare et stykke papir, de selv havde skrevet, siger Dorthe Therkelsen.
- Uden at gøre Ida rigtig bange, nævnte jeg, at sådan ser en lejekontrakt ikke ud. I øvrigt stod der ikke, at hun skulle have beløbet tilbagebetalt ved fraflytning, så der blev jeg nervøs, forklarer hun.
Samtidig med udsigten til at blive snydt for indskud, stod det også hurtigt klart, at hverdagen i lejligheden var et sandt kaos.
Den ellers pæne lejlighed i det gode kvarter blev raseret af udlejeren, der viste sig at være mangeårig alkoholiker, og dennes kæreste. Ifølge Ida og hendes mor, skændtes de heftigt både dag og nat, svinede og rodede og væltede ind på Idas værelse i utide.
- Der var en nat, hvor hun ikke vidste, om hun skulle ringe til politiet, fordi kvinden fik tæsk. Det var rigtig, rigtig frygteligt, siger Dorthe Therkelsen, der fortæller, at udlejer senere fortalte, at hun boede i lejligheden med bostøtte og havde fået fjernet sine børn.
Ida blev kraftigt påvirket af de ustabile omgivelser.
- Ida gik i sort og døjede med at passe sin skole efterfølgende, for det var nogle voldsomme oplevelser. Hun følte sig dum og, at det hele var mislykkedes, fortæller Dorthe Therkelsen.
Fik penge tilbage
Det hele skete på ganske få dage, og Ida og hendes mor tog inden længe en beslutning om, at Ida hurtigst muligt skulle ud af lejligheden igen - med indskud tilbagebetalt.
- Vi skulle bare have pengene tilbage, for det var Idas børneopsparing, siger Dorthe Therkelsen.
De fik skrevet til Danske Lejere, som omgående tilbød af hjælpe. De fortalte, at Ida skulle holde et møde og advare udlejeren om, at lejemålet skulle ophæves. De skulle også medbringe et dokument med begrundelse, og udlejeren skulle skrive under.
- Vi fik snakket med udlejer. Hun græd rigtig meget, og endte med at skrive under.
Nogle dage efter satte udlejer pengene ind på Idas konto, der derfor endelig kunne hente sine ting og aflevere nøglen.
Er der også noget galt i dit lejemål? Her kan du selv tjekke om din husleje eksempelvis er for høj.