Derfor skal du gøre hovedrent på mobilen
Hvor tit skal man egentlig slette gamle billeder og beskeder? Med et par lette trick kan du nemt rydde op og puste nyt liv i din smartphone.
Du kan rydde ud i de unødvendige små filer på din telefon med et enkelt lille trick, som bare kræver, at du åbner din computer og iTunes.
Du kan rydde ud i de unødvendige små filer på din telefon med et enkelt lille trick, som bare kræver, at du åbner din computer og iTunes. Foto: Eugene Hoshiko/AP


Hvis ikke du får taget en tur med støvsugeren regelmæssigt, samler der sig støv i hjørnerne. Og det samme gælder sådan set for din smartphone.

- Jo mere du bruger telefonen, går på nettet og bruger apps, jo mere fylder telefonen op med støv i hjørnerne - altså ligegyldige gigabytes, som du ikke kan bruge til noget og ikke kan få adgang til, fortæller David Guldager, redaktør på TV 2 Tech.

Spørgsmålet er så, hvordan man får ryddet ud i de unødvendige ting, der hober sig op i din telefon.

David Guldager har et enkelt trick, der hjælper med at gøre hovedrent på telefonen og slette det, der ligger og fylder:

- Du slutter din iPhone til computeren og åbner iTunes. Tryk på 'Sikkerhedskopi til denne computer' og kryds af ved 'Kryptér', så bliver dine billeder også gemt på en ordentlig manér, siger David Guldager.

Tryk herefter på 'Sikkerhedskopier nu', så bliver alt indholdet fra din telefon gemt på computeren - minus alt det unødvendige støv i hjørnerne, som bliver sorteret fra.

Nu har du altså en renset sikkerhedskopi på computeren, og din telefon er stadig tilsluttet. Mens den stadig sidder i computeren, trykker du 'Gendan'.

- Nu ligger computeren så den fil, du lige har lavet, tilbage på telefonen. Det betyder, at alt det, der var ligegyldigt, er blevet slettet, siger David Guldager.

- De ligegyldige gigabytes er blandt andet de såkaldte cached-filer, som er små informationer, som telefonen bruger til at huske, at du har været inde i en app eller på en hjemmeside før.

Hvis din telefon er fuldstændig proppet til bristepunktet, kan du dog opleve, at den ikke vil lade dig gendanne.

Har du en Android-telefon, kan du selv rydde ud i de gamle, gemte cached filer. Ifølge tech-mediet Tom's Guide skal du bare gå ind i dine indstillinger og vælge 'Lagerplads'. Du kan slette alle dine cached filer på en gang ved at klikke på 'Cachelagrede data'. Nu spørger telefonen, om du vil rydde cachelagrede data for alle apps, og det bekræfter du ved at klikke 'ok'.

Er din telefon generelt fyldt op, kan det være en god idé at få ryddet ud i dine videoer og billeder, som er det, der fylder mest på din telefon.

Du kan for eksempel gemme videoer og billeder i en cloud-baseret tjeneste som Google Fotos eller Dropbox, så de ikke fylder på telefonen.

En gang om året bør du også sortere ud i dine apps, så du får smidt dem væk, som du alligevel ikke bruger, siger David Guldager.

- Vi har i lang tid redet på en appbølge, og de fleste har stensikkert alt for mange apps liggende, som fylder op. Så gå dit appbehov igennem og slet alle dem, du ikke har brug for, råder han.

Fakta: Sådan gør du hovedrent på telefonen

- Få slettet alle de unødvendige gigabytes, som hober sig op. Eksempelvis cached filer.

- Ryd op i dine videoer og billeder. Brug eventuelt en cloud-baseret tjeneste, så de ikke fylder på telefonen.

- Slet alle de apps, du ikke bruger.

Kilde: David Guldager

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.