Derfor sætter Margrethe og Henrik intet kryds
Kongehusets medlemmer kan i princippet godt stemme, men de gør det ikke.
Dronning Margrethe og Prinsgemalen Henrik bruger dagen i dag på at rejse til Aarhus.
Dronning Margrethe og Prinsgemalen Henrik bruger dagen i dag på at rejse til Aarhus. Foto: SCANPIX arkiv


I dag står danskerne i kø ved stemmeurnerne. Høj som lav venter på at sætte kryds. Der er dog én familie, som ikke behøver at skynde sig hen til et valgsted.

Den kongelige familie stemmer nemlig ikke. Dronning Margrethe og Prins Henrik bruger således dagen på at komme til Aarhus med Kongeskibet Dannebrog, mens Kronprins Frederik skal til 'Energiens Topmøde' og overrække en pris.

Den kongelige familie kunne i princippet godt stemme, for den opfylder kravene i Grundloven for valgret: Dansk indfødsret, fast bopæl i Danmark og en dåbsattest, der lyder på mindst 18 år.

Samme lov omtaler ikke Dronningen - og resten af kongefamiliens - valgret direkte. Så rent juridisk er der altså intet til hinder for, at Margrethe og co. går til stemmeurnerne.

Men det er dog ikke tilfældet, oplyser kabinetssekretær Henning Fode.

- Der er en lang tradition for, at det gør man ikke. Der er en tradition for, at Kongehusets medlemmer forholder sig apolitiske. Kongehusets medlemmer har naturligvis deres meninger, men dem holder de sig til at dele med deres nærmeste, siger Henning Fode.

Kan tidligere medlemmer af Kongehuset stemme - eksempelvis grevinde Alexandra?

- Ja, det er der intet i vejen for. Men jeg ved ikke, om hun benytter sig af muligheden.

De stemmer ikke

Medlemmer af kongehuset stemmer ikke.

Med medlemmer forstås:

Regentparret

Kronprinsparret

Prins Joachim og prinsesse Marie

Prinsesse Elisabeth

Prinsesse Bendedikte

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.