- Nu vil jeg fandme ikke håbe, hun har skidt!
- Skal du snart ha’ et klap i røven?
- Skal jeg også sætte kløerne i dig?
Sådan lyder det fra plejepersonalet til den 84-årige demente Inger Lise Andersen fra Dianalund i skjulte lydoptagelser i den dementes hjem. Optagelser som hendes familie er i besiddelse af ifølge TV Øst.
Udtalelserne har chokeret både familien og kommunen og ført til, at medarbejderen er blevet fyret. Og nu går fagforeningen FOA ind i sagen, men hævder, at også medarbejderen er blevet krænket.
Derfor vil FOA politianmelde familien for ulovlig overvågning.
- Der er formentlig allerede foretaget politianmeldelse af familien for ulovlige optagelser af ansatte. Er det ikke tilfældet, så vil FOA foretage politianmeldelse for overtrædelse af straffelovens bestemmelser, skriver FOAs formand Dennis Kristensen på Facebook.
Selvom han kalder udtalelserne uacceptable, mener han ikke, at sådanne tilfælde kan undgås i så stor en sektor som den danske ældrepleje. Selvom familien til den demente borger gennem en længere periode, ifølge TV Øst, har forsøgt at råbe kommunen op, mener Dennis Kristensen ikke, at overvågning er den rigtige løsning.
- De ansatte i velfærd og service skal ikke være jaget vildt, hvor brugere og pårørende frit kan overvåge hvert et skridt, skriver Dennis Kristensen.