DBU-formand om ny struktur: Vi trænger til noget nyt
Jesper Møller vil lige lade kollegerne tygge på forslaget om en ny turneringsstruktur, men er selv begejstret.
DBU's formand, Jesper Møller, roser Divisionsforeningen og klubberne for "et grundigt, ambitiøst og spændende arbejde med at udvikle en ny struktur for Alka Superligaen". (Arkivfoto)
DBU's formand, Jesper Møller, roser Divisionsforeningen og klubberne for "et grundigt, ambitiøst og spændende arbejde med at udvikle en ny struktur for Alka Superligaen". (Arkivfoto) Foto: HANSEN MICHAEL/Polfoto


I 20 sæsoner er Alka Superligaen i fodbold blevet afviklet efter den samme model med 12 hold, der mødes tre gange i samlet 33 kampe.

Næste sæson bliver den sidste med den nuværende struktur i Alka Superligaen, hvis Dansk Boldspil-Unions (DBU) bestyrelse som ventet vedtager klubbernes forslag om en udvidelse til 14 hold med et slutspil.

DBU's formand, Jesper Møller, glæder sig over enigheden blandt klubberne. Og over udsigten til en anden turneringsmodel end den nuværende.

- Det vigtigste er, at vi tilpasser os og følger med udviklingen. Jeg synes, det er en seriøs analyse, som det hollandske firma Hypercube har lavet.

- Dér er det blevet tydeligt, at vi trænger til at prøve noget nyt i Danmark. Det tror jeg, de fleste er indstillet på, siger Jesper Møller til Ritzau.

Spørgsmål: Kan man forestille sig andet, end at det bliver vedtaget hos DBU?

- Det vil jeg ikke forholde mig til endnu. For mit eget vedkommende synes jeg, det har været en fin proces, og jeg er personligt nået dertil, at vi skal prøve noget nyt.

- Men jeg respekterer også, at mine kolleger i bestyrelsen skal have tid til at sætte sig ind i det. Jeg har haft mere tid til det, fordi jeg har fulgt med i de sidste par dage.

- Jeg synes, det ser spændende ud, men jeg vil ikke foregribe mine kollegers beslutning, siger Jesper Møller.

Han opholder sig i øjeblikket i Prag, hvor U21-landsholdet deltager ved EM-slutrunden.

Derfor er DBU-formanden løbende blevet orienteret af Divisionsforeningens formand, Thomas Christensen, der også har befundet sig i Tjekkiets hovedstad.

DBU har lørdag afholdt bestyrelsesmøde i Prag, men eftersom de fleste medlemmer først så forslaget få timer før mødet, venter fodboldunionen en uges tid med den endelige godkendelse af den ændrede turneringsstruktur.

- Nu tager mine kolleger det med hjem, og så involverer de deres respektive baglande. Jeg har så lovet, at vi lynhurtigt afholder et ekstraordinært bestyrelsesmøde.

- Mange går jo på ferie, så vi pejler frem mod næste weekend, altså inden for en uges tid. Jeg forventer, at vi har bestyrelsens afgørelse inden for en uge, siger Jesper Møller.

Forslaget til den nye turneringsstruktur indeholder 14 hold i Superligaen og 12 hold i den næstbedste række.

De seks bedste hold i Superligaen skal efter 26 kampe spille et slutspil over 10 kampe om mesterskabet, mens de otte dårligst placerede hold deltager i et slutspil om at undgå nedrykning.

Nummer 14 i Superligaen rykker direkte ned, mens nummer 12 og 13 skal spille playoff-kampe mod nummer to og tre i 1. division om en plads i den bedste række.

Kun nummer ét i 1. division rykker direkte op.

I den kommende sæson bliver der kun én nedrykker fra Superligaen, mens tre hold rykker op fra 1. division, så ligaen fra 2016/17-sæsonen altså kommer til at bestå af 14 hold.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.