RYANAIR: DISCOUNT I LUFTEN
Dansk Ryanair-konflikt kan nemt brede sig i EU
Ansatte i lufthavne i andre lande er parat til at nedlægge arbejdet, hvis dansk fagbevægelse kører blokade mod Ryanair. Det oplyser formand for 3F Transport.
Her i Dublin og i andre lufthavne i Europa kan medarbejdere finde på at nedlægge arbejdet, hvis der kommer en konflikt mod Ryanair i København. Det mener formand for 3F Transport.
Her i Dublin og i andre lufthavne i Europa kan medarbejdere finde på at nedlægge arbejdet, hvis der kommer en konflikt mod Ryanair i København. Det mener formand for 3F Transport. Foto: Iver Houmark Andersen.


Hvis fagbevægelsen med en konflikt lammer Ryanair i Københavns Lufthavn,  vil det hurtigt blive fulgt op af tiltag mod Ryanair i andre landes lufthavne.

Det vurderer formanden for 3F Transport, Jan Villadsen.

- Jeg har været i kontakt med fagforbund i andre lande, og de vil gerne føre sympatikonflikt, hvis vi indleder en konflikt i Danmark mod Ryanair, siger Jan Villadsen.

Han er med i ledelsen af Den Europæiske Transportarbejder Sammenslutning (ETF) og har derfor gode kontakter til udlandet.

- Jeg har blandt andre talt med mine svenske kolleger, og de har erklæret sig parat til at gå i sympatikonflikt, fortæller Jan Villadsen, og fortsætter:

- I Irland ved jeg, at en fagforening for kabinepersonale, er meget interesseret i, hvad de kan bruge dommen fra Danmark til.

Flere aktioner samtidigt i EU

Hvis en konflikt i Kastrup bliver til noget, vil den formodentlig ramme omkring 18. juli. Samtidig kan der komme aktioner i andre landes lufthavne, spår Jan Villadsen.

- Bagageportører, folk der fylder brændstof på og mange andre personalegrupper er parat til sympatiaktioner rundt om i lufthavnene, siger Jan Villadsen til Avisen.dk.

På tirsdag tager Jan Villadsen til Bruxelles for at mødes med kollegaer fra hele Europa i ETF for at tale om, hvad man efter dommen i Danmark vil stille op over for Ryanair.

- Alle de steder, hvor Ryanair flyver fra, skaber selskabet debat. I Frankrig, Italien og andre lande er ansatte i lufthavnene ikke tilfredse med de forhold, Ryanair byder dem, siger Jan Villadsen.

Dom baner vej

I sammenslutningen ETF skaber dagens dom forhåbninger. En af lederne i ETF François Ballestero udtaler i en pressemeddelelse:

- Denne dom sammen med domme fra andre EU-lande baner vejen for ordentlige lønninger og gode arbejdsforhold for lønmodtagere hos Ryanair. Ryanairs ledelse bør ikke undervurdere effekten af disse afgørelser fra domstolene.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.