Cyberangreb lægger svenske medier ned
Store svenske medier er lørdag aften bukket under for et tilsyneladende koordineret it-angreb.


En række af de store svenske mediers nyhedssites er lørdag aften gået i sort, efter de blev udsat for it-angreb.

Det er efter alt at dømme et angreb, der har til formål at overbelaste en række nyhedssider og medføre, at de ikke er tilgængelige, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Aftonbladet, Expressen, Dagens Nyheter, Svenska Dagbladet, Dagens Industri, Sydsvenskan og Helsingborgs Dagblads netmedier blev i løbet af lørdag aften lagt helt eller delvist ned.

Umiddelbart inden de pågældende sider gik i sort, dukkede der en advarsel op på en anonym Twitter-konto om, at der i de kommende dage vil ske angreb, som vil rette sig mod svenske myndigheder og medier der "spreder falsk propaganda".

Expressens chefredaktør, Thomas Mattson, bekræfter, at det er et cyberangreb, der er i gang.

- Det er naturligvis meget alvorligt, at svenske nyhedssites angribes. Men at nogen vil stoppe nyhedsformidlingen bekræfter dens værdi, skriver han på Twitter.

Det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, er informeret om angrebet og bekræfter, at politiet har indledt en efterforskning.

- Det er politimyndigheden i Stockholm, der efterforsker dette. Vi følger naturligvis det her og er klar til at hjælpe dem, hvis der er behov for det, siger kommunikationschef Mark Vadasz ved Säpo.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.