Det er ikke kun bekymringer om at finde de et nyt arbejde, der plager ledige. Det gør også ondt i økonomien.
I en ny rundspørge lavet af TNS Gallup for Nordea har 1.577 danskere svaret på spørgsmål om seks områder, der indikerer, om de har styr på privatøkonomien.
93 af de medvirkende i undersøgelsen var ledige, og de skiller sig tydeligt ud, siger forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.
Ledige bøvler meget oftere med at få pengene til at stemme hver måned end gennemsnittet, og det er den gruppe, der oftest får spoleret nattesøvnen, fordi økonomien bekymrer dem.
Løber tør for den første
”Det er ret skræmmende. Man taler meget om, at pensionisterne har få penge, men i vores undersøgelse er de hverken bekymrede eller har problemer med at få pengene til at slå til. Men de ledige slår ud på en række punkter,” siger Ann Lehmann Erichsen.
Hver tredje af de knapt 100 ledige løber tør for penge, inden måneden er slut, og hver fjerde af dem har ligget søvnløs mindst en nat den seneste måned på grund af bekymringer. Lige så mange har følt, at de ikke længere har fuld kontrol over deres privatøkonomi.
Tallene lægger sig op af den tendens, som Avisen.dk fortalte om i fredags i artiklen Din økonomi skal skrues sammen på ny. Her pegede økonomisk rådgiver Kim Valentin og Ann Lehmann Erichsen på, at de sidste fem års reformer af dagpengesystemet, sygedagpengeretten og indførelsen af gensidig forsøgerpligt stiller højere krav til at krisesikre sin privatøkonomi. Se hvordan
Det har omkring en tredjedel af de ledige i Gallup-rundspørgen gjort.
Hver tredje af de 93 ledige siger, at de har godt styr på økonomien og lige så mange har lagt et nyt budget.