Chefer til ledige: Tag de samme job som polakkerne
Ledige på den nye kontanthjælp skal snuppe småjob for næsen af polakker og rumænere, mener arbejdsgivere.
Østeuropæere som her skal møde konkurrence fra kontanthjælpsmodtagere, når det gælder blandt andet sæsonarbejde. Det mener Dansk Erhverv. 
Østeuropæere som her skal møde konkurrence fra kontanthjælpsmodtagere, når det gælder blandt andet sæsonarbejde. Det mener Dansk Erhverv.  Arkivfoto: Bjarke Bo Olsen/Scanpix.


Når polakker, rumænere og andre østeuropæere kan finde småjob i Danmark, kan de ledige på kontanthjælp vel også. Det er budskabet fra arbejdsgiverne til tusindvis af kontanthjælps-modtagere. De skal fra næste år af ud og finde sig småjob, hvis de vil undgå, at deres kontanthjælp skæres ned.

Helt præcis skal ledige finde sig sammenlagt seks ugers arbejde hvert år, for ikke at få kontanthjælpen barberet ned med op til 1.000 kroner om måneden.

For at finde småjob må arbejdsløse tage konkurrencen om job op med øst- og sydeuropæere. Det mener arbejdsgiverne i Dansk Erhverv.

- Jeg håber, at ledige på kontanthjælp vil tage nogle af de job, som udlændinge hidtil har fået, siger underdirektør i Dansk Erhverv Stine Pilegaard Jespersen til Avisen.dk.

Hun mener, at der er en del områder, hvor ledige kan få småjob.

- Der burde være gode muligheder for at få småjob inden for service-erhvervene. Eksempelvis inden for rengøring, hoteller og restauranter. Alene inden for hotel- og restaurationsbranchen er omkring 20 procent af de ansatte udlændinge, så her kniber det i dag med at tiltrække ledig dansk arbejdskraft, siger Stine Pilegaard Jespersen.

Ekspert: Svær kamp for ledige

Det er tvivlsomt, om ledige i jagten på småjob vil gå i direkte konkurrence med østeuropæerne. Det vurderer Mads Peter Klindt, som er arbejdsmarkedsforsker og leder af Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet.

- Udlændinge påtager sig i mange tilfælde job, som er på løn- og arbejdsvilkår, der er langt ringere end normalt i Danmark. Disse job er uinteressante for danske ledige, fordi lønnen er så lav, at du ikke kan klare de store udgifter, der er forbundet med at bo i Danmark, siger Mads Peter Klindt.

Det vil ikke være hos alle arbejdsgivere, at danske ledige møder en åben dør.

- Nogle arbejdsgivere inden for eksempelvis rengøring foretrækker udenlandsk arbejdskraft, og det kan kontanthjælpsmodtagerne jo ikke gøre noget ved, siger Mads Peter Klindt.

Er jobbene der?

Det er ikke kun ledige på kontanthjælp, der får en kraftig motivation til at tage småjob for at undgå økonomiske smæk. Ledige på dagpenge skal som følge af den nylige dagpengeaftale også ud i kampen om småjob. Men er der overhovedet småjob til tusindvis af ledige?

Ja, mener man i Dansk Erhverv.

- En hel del af de udlændinge, der kommer til Danmark, arbejder i deltidsjob eller i tidsbegrænsede job. Det viser, at der er småjob at få, siger Stine Pilegaard Jespersen.

Hun henviser også til erfaringer fra vikarbureauer.

- Vi hører fra vikarbureauer, at det er en udfordring for dem at få gjort ledige interesserede i at tage småjob. Man kan håbe på, at det ændrer sig med de nye regler for kontanthjælp og dagpenge, siger Stine Pilegaard Jespersen.

Arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen kan ikke se en masse småjob til ledige.

- Jeg tror ikke på, at der er alle de småjob til ledige. Vi har dem ikke i dag, så hvordan skal de blive tryllet frem? spørger Henning Jørgensen.

Regeringen regner med, at ændringerne af kontanthjælpen og herunder kravet om småjob vil få 730 personer flere i job. Det regnestykke køber Henning Jørgensen ikke.

- Jeg tror, det er ren teori, når man anslår, at ændringen af kontanthjælpen vil skabe 730 job, siger Henning Jørgensen.

Gevinst ved småjob

Stine Pilegaard Jespersen hæfter sig ved, at der kan være en stor gevinst ved at motivere ledige til at tage småjob.

- Ledige, der har vist initiativ ved at påtage sig job af kortere varighed, er en mere attraktiv arbejdskraft og forbedrer dermed deres muligheder for at få fast arbejde, siger Stine Pilegaard Jespersen.

Der kan imidlertid også være en negativ virkning ved småjob, pointerer Henning Jørgensen.

- Nogle på kontanthjælp blive revet ud af et forløb med for eksempel uddannelse eller anden form for fornuftig aktivering. Så i stedet for at blive klædt bedre på til arbejdsmarkedet vil de skulle arbejde hist pist, siger Henning Jørgensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.