Canadisk selskab kræver 100 milliarder efter Keystone-stop
Virksomheden TransCanada vil have milliarder fra USA, efter at Barack Obama har sat stopper for olieprojekt.
En canadisk energigigant er uenig med Barack Obamas beslutning om at afvise planer om olierørledning. Arkivfoto
En canadisk energigigant er uenig med Barack Obamas beslutning om at afvise planer om olierørledning. Arkivfoto Foto: TIM SLOAN / AFP/free


Energiselskabet TransCanada Corporation har onsdag lagt sag an mod den amerikanske regering i kølvandet på, at præsident Barack Obama har afvist at lade planerne om et storstilet olieprojekt blive til virkelighed.

Ifølge energikæmpen overtrådte præsidenten sine beføjelser, da han i november afviste planerne om Keystone XL-olierørledningen fra Mexico til Canada, skriver Reuters.

TransCanada kalder beslutningen i strid med forfatningen og vil have omgjort afgørelsen.

Samtidig kræver det canadiske selskab 15 milliarder dollar eller knap 105 milliarder kroner for sløjfningen af olieplanerne. Ifølge Reuters søger TransCanada de mange penge gennem frihandelsaftalen Nafta.

Barack Obama afviste i november planerne om Keystone-olieledningen, som gennem syv år har mødt megen modstand fra miljøgrupper, og som spiller en vigtig rolle i debatten om klimaforandringer.

Keystone XL ville have forbundet eksisterende netværk af olierørledninger i Canada og USA, så der dagligt kunne bringes over 800.000 tønder råolie dagligt til raffinaderier i USA fra oliekilder i Alberta i Canada.

TransCanada er det canadiske selskab, der havde håbet på at kunne bygge olierørledningen. Energiselskabet anmodede om tilladelse fra præsidenten til en del af projektet i 2008.

En talsmand for det canadiske udenrigsministerium siger i forbindelse med TransCanadas beslutning, at Canadas regering "ikke spiller nogen form for rolle i striden", skriver Reuters.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.